Seks nye øer, hvor op mod 12 voksne orangutanger kan leve i naturlige omgivelser og opleve følelsen af frihed. Det er planen for et nyt stykke land, som er opkøbt med støtte fra Red Orangutangen.

17,5 hektar. Det er størrelsen på det område, som BOS Foundation med økonomisk opbakning fra Red Orangutangen nu har en købsaftale på.

På tegnebrættet ligger konstruktionen af seks mindre fri-øer, som skal huse nogle af de voksne orangutanger, der er stor fokus på at få væk fra deres bure på Nyaru Menteng.

Det er tanken, at en hun og en han – altså et par – skal bo på hver ø. Det vil sige, at 12 voksne orangutanger kan se frem til et nyt og meget mere værdigt liv. Håbet er også, at nogle af dem måske endda kan blive genudsat i regnskoven en dag og leve som en vild orangutang.

Der kommer også fordringsplatforme på de beskyttede øer, så orangutangerne får nok føde, mens vegetationen vokser til.

Frihed og logistiske fordele

Det bliver hellere ikke nogen lang og anstrengende rejse, når de voksne orangutanger flytter ud i det fri, for det nye område støder lige op til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng. Mere præcist lige op til den del af centret, hvor faciliteterne til de store hanner ligger.

Nogle af de sværeste operationer er at flytte en voksen orangutang, så det er en stor lettelse, at de ikke skal så langt. De nye øer ligger nærmest nede i centrets baghave.

Med købet af de 17 hektar land undgår man desuden, at andre køber området og dermed forstyrrer orangutangerne og det store arbejde, der hver dag bliver udført på Nyaru Menteng.