Da han-orangutangen Sapat blev reddet og bragt i intensiv behandling, havde han 67 kugle-splinter i kroppen. Skovbrandene har højst sandsynligt tvunget ham væk fra sit naturlige habitat.

Central Kalimantan Natural Resources Conservation Agency (BKSDA) modtog sidst i september en vigtig besked. En han-orangutang var blevet fundet på en oliepalme-plantage – voldsomt tilredt.

Da et redningshold med repræsentanter fra BKSDA og vores indonesiske samarbejdspartner BOS Foundation efter timers søgen fandt orangutangen, var han så svag, at han ikke engang kunne bevæge sig. Orangutangen, som fik navnet Sapat, blev tilset af en dyrlæge, som straks sendte ham i intensiv behandling på rehabiliteringscenteret Nyaru Menteng.
Sapat vejede kun 45 kg – under halvdelen af gennemsnitsvægten for en han-orangutang på hans alder. Samtidig viste en x-ray scanning, at der sad hele 67 splinter fra kugler i hans krop.

Da redningsholdet fandt Sapat, blev han straks tilset og behandlet af den dyrlæge, der var med i felten. Herefter blev han sendt i intensiv behandling på Nyaru Menteng.

– Vores største frygt i forhold til skovbrande som kommer af landrydning er denne type redninger, siger Dr. Ir. Jamartin Sihite, som er direktør i BOS Foundation, Red Orangutangens samarbejdspartner på Borneo.

– Disse farefulde forhold tvinger de vilde dyr til at bevæge sig udenfor deres habitat for at redde sig selv, men det gør, at de kommer i konflikt med mennesker. Kuglerne i Sapats krop er et tydeligt bevis på, at han er flygtet fra sådan en konflikt.

Da Sapat kom i behandling, ville han ikke spise, men efterhånden begyndte han stille og roligt at tage imod bananer og mango. Efter halvanden uge vejede han endelig over 50 kg. Sapat er fortsat i behandling, og håbet er, at han får det bedre og på sigt kan blive sluppet ud i regnskoven igen.

– Vi sætter stor pris på den velvilje, der er blevet vist fra dem, der rapporterede, at de havde set Sapat og gjorde det muligt for os at redde hans liv. Vi håber virkelig, at alle involverede kommer til mere aktivt at deltage i beskyttelsen af orangutangerne i deres naturlige habitat, udtaler Dr. Ir. Jamartin Sihite.

Sapat i karantæne på Nyaru Menteng