Efter succesfuld rehabilitering er fire orangutanger nu blevet genudsat i naturen, hvor de hører hjemme.

Når orangutanger bliver genudsat i naturen, er det ofte først efter mange års rehabilitering. Den 18. maj blev de fire individer Dius, Jazzboy, Itang og Sebangau udsat fra Nyaru Menteng rehabilitationscenter, hvor de hver især havde været i mindst 7 år.

En af forklaringerne på, at rehabilitering af orangutanger tager så lang tid, skal findes i deres familiestruktur. En orangutang bliver hos sin mor i 6-7 år og skal lære alverdens færdigheder, før den kan klare sig alene. Dette må dyrepasserne på Nyaru Menteng efterligne, når de skal agere substitut-forældre, og derfor er det ingen let, eller hurtig, opgave at gøre en orangutang klar til voksenlivet.

Da Dius, Jazzboy, Itang og Sebangau ankom til Nyaru Menteng, var de alle sammen under fem år gamle. Dius og Itang var hver især blot 18 måneder. Når man står med sådan en flok abebørn, er der langt igen, før man har fuldvoksne orangutanger, der kan finde ud af at opføre sig voksent. På den måde minder orangutangerne mere om os mennesker end mange andre dyr: de har ikke blot det hele i instinkterne, men skal oplæres i, hvordan de klarer sig. Hvordan bruger de redskaber, hvilke blade og frugter kan de spise, og hvilke grene er sikre at hænge sig i? Alt dette tager tid at lære, når man har en klog abehjerne.

Støt vores arbejde: Bliv Orangutangpartner.

Disse fire rødhårede venner klarede sig dog igennem alle de forskellige trin, der findes i forbindelse med sådan en orangutang-rehabilitering. Og så kunne de udsættes i naturen. Det er i sig selv også et større projekt – ikke alene skal et hav af mennesker og transportmidler koordineres og mobiliseres – orangutangerne skal også flyttes ud i deres nye liv på ordentlig vis. Men nu er de landet og kan bidrage til skoven, og passe ind i det økosystem, der i tusindvis af år har udviklet sig i takt med de orangutanger, der har boet i det.

Genudsættelsen blev udført af vores Indonesiske partner BOSF (Borneo Orangutan Survival Foundation) og de lokale myndigheder (BKSDA).