I sidste uge havde Red Orangutangen besøg af vores indonesiske partner BOS Foundation. Et besøg, der blandt andet indebar et foredrag af BOSF-direktør Jamartin Sihite og et netværksseminar med andre ngo’er.

En stor orangutang toner frem på storskærmen i biografsalen. Foran den står dr. Jamartin Sihite – direktør for BOS Foundation, som er Red Orangutangens partnerorganisation i Indonesien.

”Normalt slutter man foredrag af med at sige tak, men jeg vil gerne begynde med at sige tak. Tak for jeres støtte til Red Orangutangen og BOS Foundation.”

Den her tak faldt i begyndelsen af Jamartin Sihites foredrag i sidste uge i Cinemateket. Her havde Red Orangutangen inviteret støtter og andre interesserede til at få et helt særligt indblik i arbejdet for at redde den kritisk truede orangutangen og regnskoven på Borneo.

Og her var det altså muligt at møde flere repræsentanter fra BOS Foundation. De var nemlig på besøg i Danmark i sidste uge.

Læs også: Orangutang nr. 500

Dr. Jamartin Sihite er direktør for vores indonesiske samarbejdspartner BOS Foundation. Han holdt et foredrag i Danmark den 16. maj (Foto: Red Orangutangen)

Besøg fra Indonesien

BOS Foundation er en utrolig vigtig partner for os. De kører til dagligt rehabiliteringscentrene Nyaru Menteng og Samboja Lestari, ligesom de er i felten med lokalbefolkningen på mange af de skovbevarende projekter, som vi og BOS Foundation sammen udvikler og sætter i gang.

Derfor er en tæt og god kontakt vigtig, og vi har med stor glæde budt dem velkommen den forgangne uge. Udover at blive klogere på danske fraser og metrosystemet, har det været et tætpakket besøg med vigtige møder og workshops, eventet i Cinemateket og et seminar om skovbevarelse med ligesindede ngo’er.

Læs mere om BOS Foundation

Før og efter foredraget med dr. Jamartin Sihite præsenterede vi og BOS Foundation vores arbejde på Borneo på forskellige stande (Foto: Red Orangutangen)

Ngo’er udvekslede erfaringer

Særligt tirsdag den 16. maj var en begivenhedsrig dag. Her havde Red Orangutangen samlet en række ngo’er til et netværksseminar om indsatser til skovbevarelse og forbedrede leveforhold for lokale skovsamfund. Det blev til nogle virkelig spændende oplæg og snakke om konkrete metoder til at gøre en forskel for naturen verden over – lige fra Uganda til Borneo.  Repræsentanterne fra BOSF deltog naturligvis, og Andreas Arinda Anantha Kusuma kom med indsigter direkte fra felten. Herudover var der spændende indlæg fra Preferred by Nature, DHI Grass, Dialogos og Danmission. Tak til alle der deltog!

Spændende oplæg og erfaringsudveksling til netværksseminar om skovbeskyttelse (Foto: Red Orangutangen)

Cinemateket blev Borneo for en eftermiddag

Senere samme eftermiddag rykkede både Red Orangutangen og BOS Foundation ind på Cinemateket lige ved siden af Kongens Have. Her blev en af biografsalene rammen for dr. Jamartin Sihites oplysende og underholdende foredrag, som også indeholdt flotte videoklip fra regnskoven og rehabiliteringscentrene. Vi havde besøg af et fantastisk engageret publikum, som viste stor spørgelyst.

I baren foran salen tog vi imod publikum på forskellige stande, der med film og billeder gav et indblik i vores arbejde på Borneo. Vores og BOS Foundations medarbejdere fik nogle gode snakke med de fremmødte. Særligt populært var VR-brillerne – med dem på står man pludselig midt på Nyaru Menteng omringet af orangutangunger på vej i skovskole.

Det var – som altid – en stor fornøjelse at møde alle jer, der mødte op. Tak for det, og tak til BOS Foundation!

Støt Red Orangutangen: Bliv Orangutangpartner

Foran foredragssalen kunne man blandt andet tage en tur til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng via VR-briller (Foto: Red Orangutangen)