Post-monitoreringsholdet blev for nyligt vidner til noget helt særligt: De så nemlig den genudsatte orangutang Daisy med en lille ny orangutangunge.

Daisy blev genudsat i Bukit Batikap-skoven helt tilbage i 2012 – det allerførste år vores partnerorganisation BOS Foundation begyndte at sætte rehabiliterede orangutanger fri i det område. Det er dog meget længe siden, at monitoreringsholdet har set noget til hende. Derfor var det en glædelig overraskelse endelig at støde på hende igen, da hun nærmede sig monitoreringsholdets lejr.

Og ikke nok med det: Den gamle kending bar også en fin ny lille orangutangunge med sig.

Monitoreringsholdet sprang straks op og begyndte at tage noter. De kunne heldigvis hurtigt vurdere, at begge orangutanger var aktive og ved godt helbred. Daisy’s unge så ud til stadig at være helt afhængig af sin mor, og den holdt godt fast i hendes pels, så den ikke kunne falde ned. Det var dog ikke tydeligt for monitoreringsholdet, hvilket køn den lille unge er.

Det er altid helt fantastisk, når nye orangutangunger bliver observeret. Det er et af de klareste tegn på en vellykket rehabilitering. Vi ønsker alt godt for Daisy og den lille ny.

Hjælp forældreløse orangutangunger tilbage til regnskoven: Adoptér en orangutang.