Marie Sigvardt er ny direktør for Orangutang Fonden
Orangutang Fondens bestyrelse har pr. 1. oktober 2024 udnævnt Fondens tidligere programchef, Marie Sigvardt, til ny direktør for Orangutang Fonden. Marie Sigvardt, der siden april har været konstitueret som direktør, tager over efter Hanne Gürtler, der er gået på pension.
Bestyrelsen ser meget frem til det fortsatte samarbejde med Marie Sigvardt, som gennem 13 år har lagt en dedikeret indsats i Orangutang Fonden. Den forestående opgave er at holde fokus på den vigtige indsats med at redde og bevare den kritisk truede orangutang ved, sammen med organisationens dygtige og engagerede medarbejdere, at gennemføre vores ambitiøse planer for Orangutang Fondens programmer for rehabilitering, regnskovsbeskyttelse og lokaludvikling.