Hun-orangutangen Jossy, som har mange ”adoptivforældre” i både vores danske og svenske organisation, er netop blevet mor.
Den 2. marts 2011 kom lille Jossy – som på det tidspunkt var mellem 1 og 2 år – til Nyaru Menteng rehabiliteringscenter. I begyndelsen var hun en usikker orangutang, men hun har udviklet sig flot igennem årene og har vundet mange af vores støtters hjerter, som en af orangutangerne i adoptionsprogrammet.
Nu er der store nyheder om Jossy: Hun er nemlig blevet mor.
Jossy har gennemført skovskolen og lever nu på Kaya-øen i Ø-universet. Her prøver hun de færdigheder af, som hun har lært i skovskolen, før det endelig kan vurderes, om hun er klar til at blive genudsat i regnskoven.
Det blev antaget, at Jossy var drægtig i februar 2024, fordi hendes mave voksede. Veterinær-teamet foretog yderligere observationer på øen og kunne bekræfte, at der virkelig var en lille ny orangutang på vej. Herefter fik Jossy vitaminer og supplerende føde, og i juli 2024 fødte hun endelig sin unge.
Jossy og den lille ny opholder sig oftest langt inde på øen. De kommer naturligvis frem, når dyrepasserne kommer med supplerende føde på foderplatformen, men Jossy kan godt være lidt tilbageholdende, og kommer kun ned for at hente noget at spise, når hannerne er kommet lidt på afstand.
Orangutangerne i Ø-universet får faktisk prævention for at de undgår at blive drægtige i en tid, hvor de helst skal fokusere på at blive klar til regnskoven. Men denne prævention sikrer ikke med hundrede procent sikkerhed orangutangen mod at blive drægtig.
Dyrlæger og dyrepassere har dog som top-prioritet at sikre, at Jossy og hendes unge har det godt, og alt tyder på, at Jossy nok skal klare sig godt – også som mor.
Jossy er meget opmærksom på sin unge, og ifølge veterinærtemaet er Jossy og hendes unge ved godt helbred og trives på øen.