Genetablering af regnskoven er afgørende for orangutangens overlevelse. Med den nye kampagne #plant_1_2_trees vil Red Orangutangen plante træer på 1000 hektar ødelagt regnskov.
Rydningen af regnskoven er den største trussel mod orangutangens overlevelse. Alene de seneste fire årtier er omkring 80 % af orangutangens levesteder forsvundet. Men håbet er ikke slukket for den ødelagte regnskov. Områderne kan nemlig genplantes og med tiden blive til ny frodig skov.
I påsken skyder Red Orangutangen en ny kampagne i gang for at genplante regnskoven. Målet er at vi med støtte fra private, fonde og virksomheder skal genplante 1000 hektar regnskov.
Læs meget mere og støt projektet på kampagne-siden.
”Vi har sat os et ambitiøst mål, fordi genopretningen af regnskoven ikke kan gå hurtigt nok,” forklarer Hanne Gürtler, direktør for Red Orangutangen.
”Der er store områder, hvor vi kan plante nye træer. Det gør, at der kommer til at være ny skov til fremtidens orangutanger og Borneos andre dyr. Men det holder også på kulstof i jorden nu og her, og på den måde har det en positiv effekt på klimaet.”
Planter i Mawas-området
I Kalimantan, den indonesiske del af Borneo, ligger Mawas. Det er et område på størrelse med Fyn med kulstofrig, tropisk tørvemoseskov. Området er hjem for flere end 2.500 vildtlevende orangutanger – det er en af verdens største bestande. Samtidig er tørvemoseskov helt fantastisk til at lagre kulstof – og det gør den meget vigtig for klimaet.
Men mere end 30 % af skoven i Mawas er ødelagt. Derfor genplanter vi frodig regnskov i området i samarbejde med vores lokale partner BOSF-Mawas og lokalbefolkningen.
Kimplanterne vokser sig til store træer og vil med tiden blive til ny skov, som orangutanger og andre dyr kan leve i. Som en del af projektet blokerer lokalbefolkningen samtidig menneskeskabte dræningskanaler, så vandstanden i tørvemoseskoven stiger. Det betyder, at økosystemet bliver genetableret, og at de store mængder kulstof i tørven forbliver i jorden og ikke frigøres til atmosfæren i form af CO2. Det gør også, at risikoen for skovbrande bliver mindre. Lokale patruljerer i øvrigt området netop for at beskytte det mod brande og illegal tømmerhugst.
Når området bliver mere robust over for brande er det også med til at beskytte den eksisterende regnskov, som ligger tæt på genplantningsområdet.
Når du støtter kampagnen hjælper du derfor både orangutanger, klima og lokalbefolkning. Vi håber, at du vil være med!