I december blev otte orangutanger genudsat i regnskoven. Blandt dem var en gammel kending, som har været i vores adoptionsprogram i et årti: Cinta.
Cinta var kun omkring fire måneder gammel, da hun kom til Nyaru Menteng rehabiliteringscenter i 2013.
Hun havde mistet sin mor og var blevet fundet helt alene i et ryddet skovområde. Den lille traumatiserede orangutang fik navnet ”Cinta”, som betyder kærlighed på indonesisk, fordi hun kom til rehabiliteringscentret den 14. februar – altså på Valentinsdag.
Gennem tiden har hun været vores allermest populære adoptionsorangutang med tusindvis af “adoptivforældre”, der har fulgt hendes vej fra genert orangutangunge til en klog, energisk og legesyg orangutang. Hun har udviklet sig fantastisk i skovskolen og de seneste år i Ø-universet.
Derfor var det også ganske særligt, da vi kunne slutte 2023 af med en helt stor begivenhed: Cintas genudsættelse!
20 timers rejse ind i regnskoven
I midten af december blev Cinta sammen med syv andre orangutanger transporteret til den kæmpestore nationalpark Bukit Baka Bukit Raya (TNBBBR), hvor deres nye liv skulle begynde. Genudsættelsen skete som et samarbejde mellem vores indonesiske partnerorganisation BOS Foundation, myndighederne (BKSDA) og nationalparken.
Det tager næsten 20 timer at rejse med bil og båd fra Nyaru Menteng og hele vejen til det sted, hvor orangutangerne bliver genudsat. En lang rejse dybt ind i regnskoven, som naturligvis kan være en smule stressende for orangutangerne. Derfor er der dyrlæger med på turen, som jævnligt sikrer sig, at alle har det godt.
Turen bød på små udfordringer undervejs – såsom regnskyl og en bådpropel, der sad fast – men ikke noget værre end, at det erfarne hold af medarbejdere kunne klare det.
Da de nåede frem til genudsættelsesområdet, var det store øjeblik kommet. Cinta skulle for første gang, siden hun var fire måneder gammel, mærke friheden.
Det store øjeblik
Da transportburet blev åbnet, tøvede Cinta ikke med at bevæge sig ud i de nye omgivelser. Hun gik roligt omkring og undersøgte området. Efter lidt tid stoppede hun op ved et figentræ og begyndte at plukke fignerne. Hun var vist blevet godt sulten, for hun spiste rigelige mængder af den søde frugt. Da aftenen nærmede sig begyndte hun – helt efter bogen – at bygge rede.
Det var ikke kun Cinta, der hurtigt fandt sig til rette i de nye omgivelser. Også Liti – en orangutang, som begyndte i Nyaru Mentengs vuggestuegruppe sammen med Cinta mange år tilbage – var hurtig til at klatre op i et træ og byggede senere videre på en gammel rede. De andre orangutanger, Ojes, Wanto, Fajar, Fathia, Lala og Tomang, så ligeledes ud til at være tilfredse med deres nye hjem.
Det er et højdepunkt, når orangutanger efter mange års rehabilitering endelig kan træde ud i regnskoven igen. Vi glæder os til at fortælle mere om orangutangernes nye eventyr!
Vil du også hjælpe en orangutang hjem til regnskoven? Adopter en orangutang her