En vild hanorangutang, som fik navnet Oyo, måtte indfanges og flyttes, da han var kommet farligt tæt på en menneske-landsby.

I begyndelsen af september nærmede en vild han-orangutang sig en landsby.

Når orangutanger gør det, skaber det ofte frygt blandt landsbyboerne, og det kan være til fare for orangutangen, ligesom den tætte kontakt mellem dyr og mennesker kan medføre sundhedsmæssige risici. Derfor blev der sendt bud efter myndighederne (BKSDA) og vores indonesiske partnerorganisation BOS Foundation dengang i september.

Da beboerne opdagede, at orangutangen var tæt på, forsøgte de at skræmme den væk fra byen. Det gjorde, at den ikke bevægede sig ind i landsbyen, men holdt sig tæt på i et træ nær flodbredden. Da BOS Foundation og BKSDA nåede frem, havde en stor flok mennesker efterhånden samlet sig for at se på – noget der gjorde redningsmissionen mere kompliceret.

Oyo får undersøgt tænderne, som en del af dyrlægernes helbredstjek (Foto: BOSF)

Dyrlægerne gjorde klar til at bruge et bedøvelsesgevær, men det opdagede den kloge orangutang hurtigt. Han kunne instinktivt mærke, at der var fare på færde, og han bevægede sig hurtigt fra træ til træ for at undgå at blive fanget. Men med en god portion tålmodighed og ventetid, lykkedes det alligevel til sidst at skyde en bedøvelsespil i ryggen på orangutangen, som sendte ham videre til drømmeland.

Da orangutangen var faldet i søvn, lavede dyrlægerne straks et sundheds-tjek på ham. Han blev undersøgt endnu grundigere i BKSDA’s hovedkontor senere. Herefter blev han flyttet til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng, hvor han fik navnet Oyo. Få dage senere blev han translokeret til et nyt område i regnskoven, hvor han kan undgå at komme i nærheden af steder, hvor der bor mennesker.

Vil du støtte vores arbejde med at redde og rehabilitere orangutanger?