Siden cyklonen Senyar ramte Sumatra i slutningen af november, er den sjældne tapanuli-orangutang ikke blevet set. Forskere frygter at omkring 4% af alle tapanuli-orangutanger er døde, hvilket kan få vidtrækkende konsekvenser for bevarelsen af arten.

Eksperter frygter for verdens mest truede menneskeabe, tapanuli-orangutangen, som lever på den indonesiske ø Sumatra.

Den 25. november blev Sumatra ramt af en ødelæggende cyklon, der forårsagede voldsomme oversvømmelser og jordskred. Siden er den sjældne orangutang-art ifølge BBC ikke blevet set i Batang Toru-regionen, som er hjem for størstedelen af tapanuli-populationen.

Stilheden har fået eksperter til at frygte, at oversvømmelser og jordskred har gjort det af med mange af de truede tapanuli-orangutanger. Tapanuli er en af tre orangutang-arter – alle orangutangerne i vores rehabiliteringsprogram er Borneo-orangutanger.

”Netop fordi tapanuli-orangutangen lever så få steder og populationen er så lille, som den er, kan en katastrofe som denne have vidtrækkende konsekvenser for artens overlevelse,” siger Red Orangutangens direktør, Marie Sigvardt.

Læs mere om orangutang-arterne

Katastrofen har ødelagt habitat

De voldsomme regnskyl i slutningen af november, som har ført til oversvømmelser og jordskred, er skyld i, at næsten 1.000 mennesker er døde, hundredvis meldt savnet, og mange landsbyer er ødelagt.

Også enorme skovområder er ødelagt, og det har konsekvenser for dyrelivet. Særligt orangutanger og andre primater er udsatte, fordi det bjergrige område, hvor de lever er særlig hårdt ramt. Dele af deres habitat er simpelthen blevet skyllet væk.

Indonesiske nødhjælpsarbejdere har fundet et lig af en orangutang som tydeligt viser, at ikke alle tapanuli-orangutanger har nået at flygte fra området.

”Vi ved, at denne katastrofe har haft helt forfærdelige konsekvenser for de mennesker, som bor i området. Vi har dog ikke det fulde overblik over, hvilken betydning det har for dyreliv – og specifikt orangutangerne. Derfor er vi selvfølgelig utrolig opmærksomme på, hvilke udmeldinger der kommer om tapanuli-orangutangen,” siger Marie Sigvardt.

Tapanuli-orangutangen (Foto: Andrew Walmsley)

Frygter at 4 procent er døde

Forskere har analyseret satellit-data over Batang Toru-regionen efter katastrofen, skriver The Jakarta Post. I Vest-blokken, hvor de fleste orangutanger lever, estimerede man, at der levede 581 tapanuli-orangutanger før katastrofen indtraf. Her vurderer forskerne nu, at over ni procent af habitatet er blevet ødelagt.

”Vi tror, at mellem seks og elleve procent af orangutangerne er blevet dræbt,” udtaler Professor Erik Meijaard, ifølge The Jakarta Post.

Orangutang-arten tapanuli blev først opdaget i 2017. Allerede der kunne man konstatere, at der kun var omkring 800 individer tilbage. Det betyder, at hvis forskernes bekymringer holder stik, har vi mistet omkring 4% af alle tapanuli-orangutanger.

Der er dog stadig håb om, at nogle af orangutangerne har nået at flygte væk fra deres almindelige levesteder til mere trygge områder.