Der findes beklageligvis stadigvæk markeder for salg af vilde og truede dyrearter, og her spiller orangutangen desværre en fremtrædende rolle.
Heldigvis er den ulovlige jagt på voksne orangutanger, samt den tilhørende fangst af de forældreløse unger på Borneo reduceret en smule gennem de seneste år. Men omfanget er stadigvæk alt for stort. En hunorangutang vil aldrig forlade sin unge. Derfor er det nødvendigt at slå moderen ihjel for at få fat på ungen.
"Hvor ungerne tidligere især blev solgt på markeder i Thailand og Taiwan, sælges de nu på markederne i Kina og Mellemøsten", forklarer Dr. Jamartin Sihite, CEO hos BOS Foundation på Borneo, som i samarbejde med de indonesiske myndigheder, redder de tilfangetagne og bortsmuglede orangutangunger.
Gør et meget stort arbejde
BOS Foundation har i øjeblikket 600 forældreløse orangutanger i deres pleje, hvoraf flere er hentet hjem fra bl.a. Thailand og Kuwait og andre har mistet deres mødre i fx skovbrande, eller fordi de er blevet skudt på plantager.
De forældreløse orangutanger rehabiliteres på organisationens to rehabiliteringscentre – Nyaru Menteng og Samboja Lestari, for en dag at kunne genudsættes i Borneos regnskove, hvor de hører hjemme. Siden 2012 er over 300 rehabiliterede orangutanger blevet genudsat og nyder livet i frihed.
Red Orangutangen er BOS Foundations danske partner og største bidragsyder til arbejdet med at redde, rehabilitere og genudsætte de mange ofre for den illegale handel med orangutanger.
"En af de opgaver, som vi er sat i verden for, er at hjælpe de mange orangutangunger, som holdes i fangenskab som kæledyr efter at deres mødre er blevet dræbt. Vi kan simpelthen ikke vende det blinde øje til, og heldigvis kan vi og vores indonesiske samarbejdspartner give dem et bedre liv. På de rehabiliteringscentre, som vi støtter, tager de sig godt af de mange forældreløse orangutanger og oplærer dem til at kunne klare sig på egen hånd i naturen. En oplæring der for en orangutangunge tager 7-8 år", forklarer Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler.
Ingen må holde orangutanger som kæledyr
En af de nok største forhindringer for at stoppe den illegale handel med orangutangunger, er den udbredte opfattelse at disse søde og nuttede unger – som alle unger af vilde dyr er – må være de perfekte kæledyr.
Intet kunne imidlertid være mere forkert, og hvis vi kan ændre denne opfattelse, vil vi være kommet langt imod at stoppe denne forbrydelse.
"Man bryder loven og kan retsforfølges. Hvis vi kan udbrede dette budskab, vil vi ligeledes stoppe efterspørgslen. Og uden købere er der næppe nogen, som vil tage orangutangungerne fra deres mødre for at sælge dem. Orangutangerne har deres meget vigtige rolle at spille i regnskoven. Og uden regnskov har hele menneskeheden store problemer", fastslår Jamartin Sihite.
Ved fælles hjælp kan vi bevare den kritisk truede orangutang og dens sidste levesteder. Du kan blandt andet støtte vores arbejde, ved at adoptere orangutangungen Taymur, som har være offer for den illegale handel.
(Denne nyhed har også været bragt som artikel i Berlingske Tillæg, Kæledyr, juni 2018.)
Se mere fakta om Illegal handel med orangutanger her>>