Det er næsten 17 år siden, at den i dag 24-årige Bonbon blev reddet og flyttede ind på Nyaru Menteng. En dårlig ryg forhindrer ham i at blive genudsat i regnskoven, men et liv i fornyede og mere frie omgivelser er på vej.
Bonbon var 6 år gammel, da han i sommeren 2002 ankom til Nyaru Menteng. Forinden var han blevet reddet i Bogor på Java.
Som for alle andre orangutanger på rehabiliteringscentret er målet, at Bonbon bliver genudsat. Men det kræver naturlige færdigheder, hvis en orangutang skal være i stand til at klare sig i regnskoven. Færdigheder, som Bonbon på grund af store problemer med ryggen, ikke har. Men selv om han ikke blive genudsat på lige fod med andre, er der udsigt til mere plads og nye omgivelser.
Livet på den grønne ø
Den i dag 24-årige store han venter således på at komme ud på en regnskovsø, hvor han kan opleve det frie og gode orangutangliv inden for beskyttede rammer.
Arbejdet med at give de fuldvoksne orangutanger, der ikke har fysikken til at klare sig i regnskoven, et liv uden for burene på Nyaru Menteng er i højsæde. Men det er også en omkostelig affære, som kræver opbakning og støtte udefra.
Din hjælp er mere end velkommen: https://redorangutangen.dk/project/freedom/
Du kan samtidig deltage i konkurrencen om at blive den danske deltager i den ekspedition, der til november skal give én af disse orangutanger friheden tilbage på en beskyttet ø.