De fire orangutanger, der senest er blevet genudsat i Øst Kalimantan, bliver ikke kun observeret af monitoreringsholdet. En gammel kending i Kehje Sewen Skoven har også fået øje for særligt én af de nyankomne orangutanger.
Siden slutningen af juli har Mori, Anna Friel, Elder og Edgar levet som vilde orangutanger i den beskyttede regnskov i Øst Kalimantan. Med en genudsættelse følger som altid et monitoreringshold, der nøje overvåger, hvordan orangutangerne tilpasser sig de nye omgivelser.
Selv om holdet har fokus på de nye orangutanger, så kan de også være heldige at møde nogle af dem, der tidligere er blevet genudsat. For eksempel dukkede Justin, der blev genudsat i 2017, pludselig op.
Orangutang nr. 400 genudsættes!
Den 12-årig orangutang har nået en alder, hvor en han typisk begynder at søge efter en mulig parringspartner. I første omgang var det Elder, der fik hans udelte opmærksomhed. Men trods en ihærdig indsats måtte han dog til sidst give op og indse, at interessen ikke var gengældt.
Fra Elder til Anna Friel
Senere da monitoreringsholdet havde travlt med at observere Anna Friel, dukkede Justin igen op. For her var måske en ny mulighed for ham.
Efter flere timer begyndte Anna Friel langsomt at acceptere, at Justin fulgte med hende gennem skoven. De bevægede sig rundt i trætoppene og spiste også sammen. Justin tog da også chancen og forsøgte at skabe fysisk kontakt, men hans tilnærmelser blev umiddelbart afvist.
Da monitoreringsholdet afsluttede dagens observationer, havde Justin stadig ikke helt overvundet Anna Friel. Men de to var stadig sammen, da holdet forlod skoven – i gang med at bygge reder ved siden af hinanden til natten.
Den næste genudsættelse fra rehabiliteringscentret Samboja Lestari til Kehje Sewen Skoven er lige på trapperne. I slutningen af august kan fire nye orangutanger se frem til det frie liv i regnskoven.