Hun-orangutangen Nobri blev født på en universitets-ø i 2005, hvor hun voksede op som en meget selvstændig orangutang. I 2016 blev hun sat fri i Bukit Batikap Protection Forest og tidligere i år blev hun observeret med en lille unge – det er årets første orangutangunge, som er født af en genudsat mor.
Det er et godt tegn, når genudsatte orangutanger får unger. Det indikerer nemlig, at orangutangen har tilpasset sig livet i den vilde natur. Samtidig bliver den lille ny endnu et medlem af en kommende bæredygtig bestand af vildtlevende orangutanger. Orangutangen er det pattedyr, hvor der er det længste interval mellem fødsler. Hunorangutanger får normalt kun en unge en gang hvert sjette til ottende år. Dette er en af grundene til, at orangutanger som art er så sårbare.
Derfor var monitoreringsholdet i Bukit Batikap Protection Forest meget glade, da de efter flere måneders søgning endelig fandt frem til Nobri i regnskoven – og fandt hende sammen med en lille nyfødt unge.
Opfostret som en vild orangutang
Nobri blev født i 2005 af moderen Shelli. Shelli blev reddet og bragt til Nyaru Menteng rehabiliteringscentret i 2001 efter mange år som illegalt kæledyr i Jakarta. Shelli var i begyndelsen helt afhængig af mennesker, men efter kun to år flyttede hun til en universitets-ø for at leve i det semi-vilde miljø der. Her blev hun senere mor til datteren Nobri.
Læs mere om illegal kæledyrshandel her.
Eftersom Nobri blev opfostret af sin egen mor i naturlige omgivelser, udviklede hun gode overlevelsesegenskaber og brød sig ikke om mennesker. Hendes markante selvstændighed stod dog i vejen for hende, da hun i 2013 blev udvalgt som en kandidat til at blive genudsat sammen med sin mor Shelli og yngre søster Forest. Nobri var så beskyttende og lynhurtig, at det var helt umuligt for dyrlægerne at bedøve hende, selvom de prøvede adskillige gange. Det endte med, at de blev nødt til at udvælge en anden orangutang til genudsættelse og lade Nobri fortsætte livet på sin trygge ø.
Læs mere om rehabiliteringen her.
Tilbage i regnskoven
Tre år senere lykkedes det endelig at gennemføre planen, og den 22. april 2016 blev Nobri genudsat i Bukit Batikap Protection Forest. Nobri beviste straks, at hun har nogle yderst veludviklede evner som vildtlevende orangutang. Hun udfordrede hele tiden monitoreringsholdet ved at opholde sig højt oppe i træerne, hvor hun var gemt for deres blik.
I løbet af hendes tid i regnskoven, har hun lidt af en smertefuld og potentielt dødelig sygdom, som desværre har en høj risiko for at komme igen. Efter et par måneder i dyrlægernes varetægt, var Nobri heldigvis rask igen og blev sat tilbage i skoven. Monitoreringsholdet gjorde deres bedste for at holde øje med Nobri, men hendes vilde natur gjorde, at hun straks forsvandt dybt ind i skoven, så holdet ikke fandt hende i flere måneder.
Årets første orangutangunge
Da Nobri endelig blev observeret igen, blev dyrlægerne bekymrede. Der så ud til at være en hævelse i hendes luftsæk. Nobri smuttede igen, og som månederne gik, blev dyrlægerne mere og mere bekymrede. På trods af monitoreringsholdets indsats, endte alle eftersøgninger af Nobri forgæves. Det tog hele seks måneder, før montoreringsholdets udstyr fangede et signal: det var Nobris!
Først lykkedes det holdet at lokalisere hunorangutangen Manggo med sin lille unge, som første gang blev set i 2019. Derefter fik de øje på en sund og rask Nobri – endda med en nyfødt orangutangunge klamrende til sig! Nobris unge var den første, der blev født af en genudsat mor i 2020, og samtidig er den anden generation udsprunget af vores indonesiske partner BOS Foundations rehabiliteringsprogram.
Læs også: ‘Mødregruppe’ af orangutanger observeret
Nobri fortsætter med at holde sig langt væk fra mennesker. Hun og den lille tilbringer meget af dagen i de øverste trækroner – det gør det umuligt for monitoreringsholdet at tage et billede af den lille ny og bestemme kønnet på den.
Næsten 20 år efter Shelli blev reddet fra et liv som illegalt kæledyr i Jakarta, er hendes barnebarn nu blevet født i frihed i Borneos regnskov.