Det blev mandag bekræftet, at op mod otte gorillaer i San Diego Zoo er smittet med coronavirus. Red Orangutangen holder øje med udviklingen.

Lige siden coronapandemiens begyndelse har eksperter og ngo’er advaret om risikoen for, at virusset kan ramme vores tætte slægtninge – menneskeaberne. Derfor har Red Orangutangen og vores indonesiske partnere siden foråret indført restriktioner på rehabiliteringscentrene og kørt en COVID-19-forebyggende indsats i landsbyer tæt på centrene og i og omkring de skovområder, hvor der er vildtlevende orangutanger.

Nu er det første tilfælde af COVID-19 hos menneskeaber blevet bekræftet hos gorillaer i San Diego Zoo. Det skriver den zoologiske have i en pressemeddelelse.

Da flere gorillaer begyndte at hoste, besluttede man at teste abernes afføring. Her viste laboratorieanalyserne, at flere af gorillaerne med sikkerhed er smittet med coronavirusset SARS-CoV-2. Det forventes dog, at hele flokken kan være smittet.

Læs også: COVID-19 og den kritisk truede orangutang

Red Orangutangen holder øje med udviklingen

Hos Red Orangutangen er vi meget opmærksom på, hvad der sker i San Diego Zoo:

”Vi ved, at menneskeaber er følsomme over for mange sygdomme hos mennesker. Nu er det så blevet bekræftet at de også er modtagelige over for det nye coronavirus, og det er selvfølgelig bekymrende,” siger Hanne Gürtler, direktør hos Red Orangutangen.

Selvom det forventes, at gorillaerne alle vil komme sig, ved man endnu ikke, hvordan virusset i sidste ende vil påvirke dem.

”Det helt afgørende er, hvordan gorillaerne reagerer på virusset og hvor syge, de bliver. Vi vil følge meget nøje, hvordan situationen udvikler sig i San Diego og tage ved lære af det i forhold til de mere end 400 forældreløse orangutanger på rehabiliteringscentrene på Borneo,” siger Hanne Gürtler.

Forebyggende indsats skal beskytte orangutangerne

Da pandemien ramte Indonesien, blev der indført en lang række restriktioner på rehabiliteringscentrene for forældreløse og nødstedte orangutanger for at beskytte personale og orangutanger mod smitten.

Red Orangutangen og vores partnere satte også en større indsats mod COVID-19 i gang i en lang række landsbyer på Borneo for at undgå, at orangutanger og lokalbefolkning blev smittet. Alle landsbyerne ligger enten tæt på områder, hvor der lever vilde orangutanger eller tæt på rehabiliteringscentrene.

Læs også: Her er vores indsatser mod COVID-19

Gennem indsatsen blev befolkningen informeret om forebyggelse af COVID-19, samt hvad man gør, hvis man har symptomer. Der blev samtidig gennemført testning for COVID-19 og delt hygiejneartikler og værnemidler ud i de omfattede landsbyer.

”Indsatsen har haft meget positive resultater. Pandemien er dog langt fra et overstået kapitel, og derfor satte vi allerede i december en yderligere indsats i gang baseret på vores tidligere resultater. Det er kun blevet vigtigere at holde fast i det her arbejde nu, hvor nye mere smitsomme varianter af virusset truer,” siger Hanne Gürtler og tilføjer:

”Smitten hos gorillaer gør det klart, at de her indsatser virkelig er vigtige. Vi holder nøje øje med coronaens effekt på gorillaerne og har en nødplan, hvis smitten alligevel skulle ramme orangutangerne.”

 

OPDATERING pr 16. februar 2021:

San Diego melder om, at gorillaerne nu er helt raske. Gorillaerne var smittet med corona-varianten B.1.429, men blev overvåget og fik behandling.

“Dokumentationen af SARS-CoV-2-virus i gorillaerne i San Diego Zoo Safari Park kan hjælpe med vigtige informationer i forhold til videnskabelig forståelse for virusset, og hvordan det påvirke menneskeaber,” skriver den zoologiske have på deres hjemmeside.

(Billede: Pixabay)