Regnskovene på Borneo er et af verdens hotspots for biodiversitet. Her lever tusindvis af arter, og mange af dem er unikke for øen. Denne helt særlige mangfoldighed er i fokus i Red Orangutangens fotoudstilling ’I Am the Forest’, som står på Højbro Plads fra den 9. til den 20. september.
Her viser over 50 fotografier af ni forskellige fotografer alt fra kødædende planter, til farverige insekter, elefanter, næseaber og orangutanger.
”Udstillingen er en hyldest til biodiversiteten i Borneos regnskove. Den skal tage publikum med til Borneo og vise, hvilke fantastiske arter man kan finde i skovene, og hvor vigtigt det er, at vi passer på dem. Udstillingen hedder ’I Am the Forest’, fordi den præsenterer livet i regnskoven, men samtidig fortæller den også, at vi mennesker er knyttet til naturen,” forklarer Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler.
Biodiversiteten skal beskyttes
Det er ikke tilfældigt, at Red Orangutangen sætter fokus på biodiversitet netop nu. Biodiversiteten verden over er i krise, og vi står i det mange forskere betegner som ’den sjette massedød’. I efteråret mødes verdens ledere online til FN’s biodiversitetskonference COP15, som fortsætter i foråret 2022 i Kina. Her skal der forhandles om en ny international ramme for beskyttelse af natur og biodiversitet.
”Det er vigtigt, at biodiversitetskrisen bliver prioriteret som en af de helt store kriser i vor tid. Vi vil samtidig minde om, at der skal en særlig indsats til i de områder, hvor biodiversiteten er særlig stor – og det gælder blandt andet Borneo,” forklarer Hanne Gürtler.
Fotografer bidrager for at støtte op om biodiversiteten
Udstillingen på Højbro Plads er baseret på en udstilling af samme navn, som blev udviklet og vist på Borneo i 2016. Fotograferne bag billederne er en blanding af lokale indonesiske fotografer og kendte internationale fotografer, og de bidrager alle med deres kunst for at bakke op om beskyttelsen af Borneos biodiversitet og regnskov.
Udstillingen er støttet af William Demant Fonden, Brødrene Hartmanns Fond og Dansk Tennis Fond.
Udendørs udstilling på Højbro Plads i København
9. september til 20. september 2021.
savetheorangutan.org/iamtheforest
Mere info eller interviews:
Hanne Gürtler, Direktør for Red Orangutangen
Tlf. 29 87 07 26
Sedsel Brøndum Lange, Kommunikationsansvarlig Red Orangutangen
Tlf. 29 87 38 81