Dilla er på grund af traumer fra fortiden klassificeret som “unreleasable”. Derfor er hun blevet sat ud på en tryg fristedsø. Her dannede hun et tæt bånd til hanorangutangen Dius, men efter han blev flyttet fra øen, måtte hun klare sig på sin egen måde.
Da Dilla kom til rehabiliteringscentret Nyaru Menteng, havde hun tilbragt størstedelen af sit liv i fangenskab. Hun var blind på det ene øje og led af store traumer, der blandt andet betød, at hun ikke selv kunne tage sig af sin lille unge Delilah.
Sidste år kunne vi fortælle, at hun nu var sat ud på en regnskovs-ø, hvor hun kan leve i naturlige men trygge omgivelser. Hun kommer højst sandsynligt aldrig til at kunne klare sig i regnskoven, men øen er det tætteste hun kan komme en fri tilværelse, samtidig med at dyrepassere holder øje med hende.
På øen Badak Kecil klarer hun sig heldigvis ret godt på sin egen måde! I begyndelsen af i år måtte hun dog sige farvel til sin tætte ven Dius, som er klar til et liv i regnskoven.
Læs også: Efter svære traumer, får Dilla nu et nyt liv
Gentleman Dius
Dius er en han-orangutang fra Badak Besar Island, som holdet af dyrepassere placerede midlertidigt på Badak Kecil Sanctuary Island, efter at det var lykkedes ham at krydse vandet over til øen flere gange.
Her blev han tætte venner med Dilla. Dilla og Dius blev ofte set sammen på øen, især når der kom føde til foderplatformene.
Dilla er den mindste og svageste af de tre hunner på øen, og hun holder sig altid tilbage, når der er konkurrence om føden ved foderplatformen. Hun nærmer sig oftest platformen, når de andre har taget deres del. Dius så dog ud til at hjælpe Dilla ved at stille sig foran hende, mens hun spiste, så de andre hunner ikke forstyrrede hende. Sikke en gentleman!
Dius er klar til regnskoven
Af og til var holdet af dyrepassere heldige at observere Dilla og Dius om eftermiddagen, når de bevægede sig mod flodbredderne for at bygge deres nattereder. Flere gange så de Dilla, imens hun reparere gamle reder lavet af andre orangutanger nær foderplatformen, mens Dius byggede nye reder til sig selv i nærheden.
Desværre måtte Dilla og Dius sige farvel til hinanden i slutningen af januar, da Dius blev taget væk fra Badak Kecil Sanctuary Island. Han var nemlig vurderet som kandidat til at blive genudsat i regnskoven.
Det kan betyde, at de to aldrig vil mødes igen, da Dilla i øjeblikket er klassificeret som ‘unreleasable’. Men selvfølgelig er intet umuligt: Hvis Dilla på en eller anden måde er i stand til at udvikle nogle sunde overlevelsesevner og påtage sig naturlig adfærd, mens hun bor på Badak Kecil Sanctuary Island, kan hun måske ændre sin status og møde Dius i skoven en dag.
Støt vores arbejde: Bliv Orangutangpartner
Dilla finder sin egen vej
Siden Dius’ afgang har Dilla sjældent opholdt sig længe ved foderplatformen. Hun søger nu trygge steder i de træer, der rager lidt ud over floden tæt ved foderplatformen. Dilla ser ud til at have indtaget denne plads for hurtigt at få fat i føde uden at skulle konkurrere med de mere dominerende hunner Mawas og Jeliva. Af samme grund kaster dyrepasserne, der kommer med føden, ofte frugt, knolde og grøntsager direkte mod hende.
At være modig nok til at kæmpe om føde med andre orangutanger kan være en god egenskab at have på øen – men at udtænke strategier for at undgå konfrontation er også et meget smart træk.