Nyt stort program på Borneo skal gøre en forskel for regnskoven, de vilde orangutanger og lokalbefolkningen.
Red Orangutangen er blevet godkendt af Udenrigsministeriet som programorganisation hos Civilsamfund i Udvikling (CISU). Det er en fantastisk nyhed og en status, der sikrer os 15,3 millioner kroner til arbejdet på Borneo.
Der er tale om et fire-årigt program, hvor vi i tæt samarbejde med vores vigtige indonesiske partnere BOS Foundation og Borneo Nature Foundation fortsætter og udvikler vores arbejde for at beskytte regnskov og naturressourcer, samt sikre bæredygtige indtægtskilder og skovrettigheder til lokalbefolkningen. Det er samtidig med til at beskytte de vilde orangutanger i de områder, hvor vi arbejder.
”Vi får nu mulighed for stabilt og langsigtet at arbejde med vores indsatser på Borneo. Vi kommer til at have en fast bevilling i fem programområder de næste fire år. Det betyder, at vi nu kan arbejde med en samlet strategi for alle vores arbejdsområder på Borneo,” forklarer programleder Marie Sigvardt.
Rettigheder til skovens vogtere
Programmet har titlen ”Forest Guardians” og har et særligt fokus på de oprindelige folk, der lever i eller nær regnskoven. Disse folk har ofte en lang tradition for at leve i pagt med naturen, og det gør dem til de helt rigtige til at vogte skoven.
For at beskytte skoven og samtidig bruge den som levegrundlag, er det dog nødvendigt for de lokale at erhverve sig rettighederne til de områder, hvor de bor. En kringlet bureaukratisk proces, som kræver at lokalbefolkningen bliver klædt godt på til at kunne søge tilladelser, forvalte skoven og meget mere. Netop rettigheder til skov er derfor en vigtig del af vores program.
Læs også: Rettigheder til jord – et centralt element i naturbevarelse
Skovbeskyttelse og måder at tjene penge
Men programmet indeholder også meget andet. For eksempel at afsøge mulighederne for at lokalbefolkningen kan få nye måder at tjene penge på, som samtidig er bæredygtige. At forvalte og beskytte regnskoven blandt andet gennem patruljer. Og at give inputs til politiske beslutninger på Borneo om rammerne for naturbevarelse og oprindelige folks rettigheder.
Vi takker Civilsamfund i Udvikling (CISU) og Udenrigsministeriet og ser frem til at arbejde videre for lokalbefolkningen, regnskoven og orangutangerne på Borneo.