I bufferzonen til Sebangau Nationalpark, der er hjem for flere end 6500 orangutanger, forbedrer kvinder deres husholdningsøkonomier ved hjælp af permakulturer.
Mrs. Resna har oplevet meget modstand. I 2021 mistede hun sin mand til COVID-19. To af hendes tre børn er omkommet i trafikulykker. Og den sidste søns to børn er begge ramt af livstruende sygdomme. Alligevel fremstår den ældre kvinde smilende og positiv, da Red Orangutangens programleder Marie Sigvardt og projektassistent Stefanie Klint møder hende.
Hun leder en kvindegruppe i en af de landsbyer, som Red Orangutangen og vores partnerorganisation Borneo Nature Foundation arbejder med på Borneo. En kvindegruppe som, med hjælp fra projektet, har taget sagen i egen hånd, og i fællesskab dyrker grøntsager, som gør en forskel for deres husholdningsøkonomier.
“Der skal jo være én, der kan køre håndtraktoren”
Som de andre kvinder, har Mrs. Resna ben i næsen. Til trods for de mange prøvelser, hun har været igennem, er hun en meget initiativrig kvinde med masser af innovative tanker for udviklingen af gruppens aktiviteter. Hun fortæller, at kvindegruppen opstod i 2021, og nu er oppe på 14 medlemmer.
”13 kvinder og 1 mand, for der skal jo være én, der kan køre håndtraktoren,” siger hun med et glimt i øjet.
Gruppen har etableret forskellige grøntsagshaver, såvel som fiskedamme, økologisk kompost og bistader. Alt indgår som en del af en integreret ”permakultur”, som er en bæredygtig tilgang til dyrkning.
Det er Mrs. Resna, der ejer jorden, men gruppens medlemmer bidrager alle til vedligeholdelse.
”Det handler om fleksibilitet. Hvis der er én, der ikke kan komme om morgenen, kan de måske om eftermiddagen,” forklarer den gæve kvinde.
Når de sælger deres produkter via Whatsapp og Facebook, deler de alle profitten. En mindre del går til at investere i blandt andet nye redskaber.
Drømme om fremtiden
Mrs. Resna er tidligere offentligt ansat i fiskeri-styrelsen. Nu er hun pensioneret, men da hun altid har elsket at dyrke grøntsager passer gruppen hende perfekt. Selvom de allerede har succes med deres aktiviteter i det små, har Mrs. Resna flere drømme om fremtiden.
”Jeg drømmer om at bygge et par fiskedamme mere, som samtidig kan bruges som vandreservoirs til tørtiden i tilfælde af skovbrande. Måske også etablere en lille café, hvor folk fra området kan komme og spise, mens de nyder området ud til vandet og grøntsagshaven,” siger Mrs. Resna.
