I Baku, Azerbadjan, er verdensledere, investorer og NGO’er fra overalt i verden netop nu samlet til FN’s årlige klimatopmøde COP29. Forhåbningerne har været høje – forventningerne til konkrete aftaler mere usikre.
Hvor højt er verdens lande villige til at sætte barren for indsatsen mod fremtidens klimaforandringer? Og lige så vigtigt: Hvem vil være med til at tage fællesregningen? De seneste dage i Baku har med al tydelighed vist, at selvom verdens ledere kan samles om samme agenda – at sende verden i en mere klimavenlig retning, peger fingrene stadig i mange retninger, når det handler om regningen. For ansvarlig, grøn omstilling koster.
Det har været nævnt, at der som minimum bør afsættes 1000 milliarder dollars – om året – primært til udviklings- og lavindkomstlande, hvis der for alvor skal gang i omstillingen. Tal, som har virket noget afskrækkende for de rige lande, der som de største udledere af CO2, også forventes at bidrage med flest penge.
”Men hvis man ender med ikke at komme til enighed om finansiering, eller de enkelte (rige) lande ikke afgiver konkrete, ambitiøse løfter, vil regningen blive betalt af dem, som klimaforandringerne rammer hårdest: Der hvor naturen er mest sårbar, og hvor der er færrest midler til at stå imod konsekvenserne ”, siger direktør Marie Sigvardt fra Red Orangutangen og fortsætter ”Det mener vi hverken er moralsk fair eller økonomisk holdbart. For det har også en pris ikke at gøre noget”.
’Finance COP’
Selvom klimafinansiering til de hårdest ramte ikke umiddelbart er et nyt emne på FN’s klimatopmøder, tog man ved sidste års COP et vigtigt skridt i forhold til, hvor skævt klimaforandringerne rammer: Oprettelsen af den såkaldte Loss and Damage Fund, som har til formål at hjælpe de udviklingslande, som er hårdest ramt.
Med oprettelsen af fonden blev håbet igen lysegrønt, da mange af de rige lande hidtil ikke har leveret på Paris-aftalens mål om tilsammen at afsætte 100 mia. dollars om året til udviklingslandenes klimaindsats mellem 2020 og 2025. Et mål, som også bliver forhandlet til ’Finance COP’, som årets COP også er blevet kaldt, og som i øvrigt har vist sig at være alt, alt for lavt.
”Vi følger med stor interesse, hvor langt de store økonomiers reelle forpligtelse målt i tørre tal kommer til at række”, siger Marie Sigvardt, ”for der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne rammer hårdt – og skævt. Og at prisen, der skal betales, ved ikke at handle nu, blot bliver endnu højere i tabt biodiversitet, forlængede tørtidsperioder og deraf afledte skovbrande samt ødelagte afgrøder for lokalbefolkningen som følge af klima-ubalance. Det oplever vi jævnligt i vores arbejde”.
Regnskoven – en livsnerve for mennesker og dyr
Som en NGO, der arbejder tæt sammen med lokale partnere og lokalsamfund på Borneo, ser vi, hvordan klimaforandringer og ødelæggelse af regnskovene påvirker både menneske- og dyreliv.
Regnskovene på Borneo er hjem for både orangutanger og tusindvis af andre dyre- og plantearter. Men skovene er ikke kun livsvigtige for dyrelivet. Regnskoven, især tørvemosen, har en helt unik evne til at lagre kulstof. Omvendt udleder det enorme mængder CO2, når skoven bliver ryddet eller afbrændt. Skovene spiller også en afgørende rolle i reguleringen af klimaet, vindstrømme og temperatur, og er dermed fundamentale for de lokalsamfund, som lever af skovens ressourcer og hvis afgrøder afhænger af et klima i balance.
Regnskoven er på mange måder både et naturvidenskabeligt vidunder og en økonomisk livsnerve for millioner af mennesker verden over.
Læs vores 7 gode grunde til at passe på regnskoven
Et fælles ansvar på COP29
Desværre står regnskovene i dag overfor en alvorlig trussel. Hvis ikke vi handler hurtigt, risikerer vi ikke blot at miste et unikt økosystem, men også at udløse en katastrofal øgning i CO2-udledninger, der forværrer den globale opvarmning.
”Hos Red Orangutangen håber vi, at COP29 leverer på konkrete løfter om styrket globalt ansvar ved at sætte midler bag målsætningerne, og at de blandt andet kan gå til at beskytte verdens mest sårbare økosystemer som for eksempel regnskoven”, afslutter Marie Sigvardt –
”Og selvom håbet blev lysegrønt med Loss and Damage Fund, håber vi også, at ansvaret for handling ikke alene skydes over på lande, der er i frontlinjen. Det kræver tæt samarbejde mellem nord og syd hvis vi for alvor skal komme i mål med for eksempel bekæmpelse af ulovlig afskovning, minedrift og skovbrande”.
