Ny orangutang-art identificeret

06-11-2017

For første gang siden 1929 er en ny art af store menneskeaber opdaget. Et forskerhold har identificeret en ny orangutang-art i Indonesien, der har fået navnet Tapanuli orangutangen. Den nye art er med sine cirka 800 individer, den mest truede af de blot otte forskellige arter af menneskeaber man nu kender til.

Siden 1997 har man kendt til en isoleret bestand af orangutanger som man hidtil troede var en del Sumatra-orangutangbestanden. Nu har et forskerhold imidlertid offentliggjort en undersøgelse af bestanden i tidsskriftet Current Biology, hvor de fastslår, at der er tale om en selvstændig art.

”Det er helt fantastisk, at forskerne har kunnet identificere en helt ny orangutang-art, og vi håber denne opdagelse kan være med til at sikre bevarelsen af dens sidste levesteder” udtaler Red Orangutangens bestyrelsesformand Elin Schmidt fra Indonesien, hvor hun netop nu mødes med Indonesiens største orangutang-organisation, BOS Foundation.

Fra syv til otte store menneskeaber

Udover os selv, kendte man hidtil kun seks andre store menneskeaber; to arter af gorillaer, to arter af orangutanger samt chimpansen og bonoboen (tidligere kendt som dværgchimpansen). Med forskerholdets nye opdagelse kan der nu tilføjes en ottende art af menneskeaber; Tapanuli-orangutangen.

Forskerne har via DNA prøver påvist, at Tapanuli-orangutangen er tættere beslægtet med Borneo-orangutangen end Sumatra-orangutangen som den ellers lever tættere på. Forskerne mener at vide, at de tre bestande begyndte at udvikle sig forskelligt for cirka 3.4 millioner år siden, og Tapanuli-orangutangen har bl.a. en mere kanelagtig farve, et mere krøllet hår og et større kranium.

Dens levested trues af skovrydning

Tapanuli-orangutangen lever i den nordlige del af Sumatra i det såkaldte Batang Toru økosystem, hvor forskerne estimerer, at der lever knap 800 orangutanger. Desværre er cirka 60 procent af orangutangernes habitat på Sumatra blevet ryddet i perioden 1985 til 2007, og et større dæmningsprojekt i Tapanuli-orangutangens habitat truer med at ødelægge otte procent af dens habitat inden 2020.

”Hvis vilde orangutangerne i fremtiden skal leve på Borneo og Sumatra kræver det, at vi stopper rydningen af orangutangernes regnskovshjem og finder på løsninger, der giver plads til at både mennesker og orangutanger kan leve side om side” udtaler Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler.

Alle tre orangutang-arter er kritisk truet, da deres sidste levesteder forsvinder med alarmerende hast på Borneo og Sumatra. Med sine blot 800 individer er den nye orangutang-art den mest truede menneskeabeart vi kender til.

Du kan hjælpe arbejdet med at bevare orangutangen. Adoptér en orangutang her >>



Faktaboks om orangutanger:

Orangutang-arter: Efter opdagelsen af en ny orangutang-art i 2017, kender vi til tre forskellige arter af orangutanger.

Levesteder: Orangutangen lever kun på Sumatra og Borneo, og er den eneste af de store menneskeaber, der lever udenfor Afrika.

Population: Det estimeres af IUCN, at der er omkring 100.000 orangutanger tilbage på Borneo, men med den nuværende udvikling vil der blot være omkring 47.000 tilbage i 2025.

Reproduktion: Orangutangen er det pattedyr i verden med længst tid mellem fødsler – mellem 6 og 8 år går der, inden hunnen bliver gravid igen. Dertil kommer, at ungen også er afhængig af moren i op til 6-8 år.

Alder: En vild orangutang kan blive op til 45 år, men i fangenskab helt op til 60 år.

Læs mere om orangutangen her >>



Vidste du, at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 300 orangutanger og den efterfølgende monitorering viser, at orangutangerne klarer sig ligeså godt i regnskoven som deres vilde slægtninge.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>