Reddet orangutang er opereret og vil blive genudsat

10-11-2015

En af de orangutanger, som er reddet fra skovbrandene i regionen Pulang Pisau, er nu opereret i sit venstre øje. Sandsynligvis skadede han sit øje, da han flygtede fra ilden og desværre kunne vi ikke redde det. Orangutangen er nu ved at komme sig på sygeafdelingen i Nyaru Menteng inden den genudsættes.

Den 15 år gamle orangutanghan blev fundet på et landbrug i nærheden af byen Tumbang Nusa. Da redningsholdet hentede ham, var han i en særdeles dårlig tilstand. Han var underernæret, dehydreret og havde desuden en grim skade på det venstre øje. Sandsynligvis er skaden kommet, da han er flygtet fra de voldsomme skovbrande, som hærger Borneo lige nu.

Infektion i venstre øje

Red Orangutangens lokale samarbejdspartner, BOS Foundation, transporterede hurtigt den udmattede orangutang til Nyaru Menteng. Der ventede dyrlægen, som desværre kunne konstatere, at der var gået betændelse i øjet.

- Vi var tvunget til at fjerne det venstre øje for at infektionen ikke skulle sprede sig til det højre øje via nervesystemet, forklarer dyrlægen Agus Fahroni.

Se en film om Fahroni’s daglige arbejde med at passe på orangutangerne her >>

Gik efter omstændighederne godt

Operationen gik godt og orangutanghannen er i gang med at komme sig på Nyaru Menteng. Personalet overvåger hans udvikling og sørger for, at han får tilstrækkeligt med mad til at komme sig. Han reagerer allerede positivt på behandlingen og er begyndt at tage på.

Bliver genudsat

Når orangutangen er kommet sig og hans øje er helet, vil han blive transporteret til et sikkert skovområde, hvor han vil blive genudsat.

Den 29. Oktober blev tre andre orangutanger genudsat, efter de var blevet reddet fra skovbrandene af Nyaru Mentengs redningshold. Holdet står klar til at rykke ud med et øjebliks varsel, hvis de får meldinger om nødstedte orangutanger. Og for tiden får de desværre mange henvendelser på grund af skovbrandene.

Også Nyaru Mentengs lægestab er klar til at modtage flere orangutanger og hjælpe dem på højkant igen. Hver orangutang som ankommer skal behandles individuelt, da de alle reagerer forskelligt på behandlingerne.

Læs mere om tidligere redningsindsatser >>

Læs mere om brandene på Borneo her >>



Vidste du at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat 191 orangutanger og af disse har 92 procent af orangutangerne overlevet omstillingen fra rehabiliseringscentrene til regnskoven.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>