To-årig orangutang reddet

14-09-2017

En blot toårig orangutang-unge blev i slutningen af august fundet forladt og udsultet nær en guldmine i den centrale del af indonesisk Borneo. Heldigvis kontaktede personen, der fandt ham, med det samme Nyaru Mentengs redningshold, som kunne tage ham med til rehabiliteringscenteret.

Den 27. august opdagede en guldminearbejder noget usædvanligt på vej hen til sin mine. En lille orangutang-unge sad helt alene langs stien og var meget skræmt. Det var tydeligt for guldgraveren, at den måtte have mistet sin mor for kort tid siden, og derfor kontaktede han straks de lokale myndigheder, som tog kontakt til Nyaru Menteng.

Moderen blev formentligt dræbt af mennesker

Da redningsholdet ankom, kunne de se, at den lille unge var udmattet og svag, og den havde tilmed en skade på sin venstre arm. Efter nærmere undersøgelser på Nyaru Menteng kunne de se, at den havde en fraktur på sit venstre håndled, som nok var forårsaget af en skarp genstand. Dermed kunne de desværre konkludere, at mennesker nok havde dræbt dens mor og skadet den i handlingen.

Desværre er dette ikke et usædvanligt fænomen, da nogle lokale anser orangutanger for værende skadedyr og dræber dem, hvis de bevæger sig ind på deres jord. En handling der er ulovlig, men ikke desto mindre forekommer.

Heldigvis kan vi hjælpe ungen

En orangutang-unge er dybt afhængig af moderen de første 6-8 år af dens liv, da den skal lære at overleve i en hård hverdag i regnskoven. Hvis ikke han var blevet fundet, ville han således være omkommet. Ved ankomsten til Nyaru Menteng vejede han kun 4.4 kilo, og i første omgang vil personalet fokusere på at få den til at føle sig tryg og få den til at indtage mad.

Når denne kritiske periode er overstået, vil han blive en del af Vuggestuen, hvor orangutanger i alderen 0-3 bliver passet og tager deres første skridt i rehabiliteringsprogrammet. Han bliver dermed en af de første orangutanger til at bo i det nye babyhus – læs mere om det her >>

Du kan hjælpe små forældreløse orangutanger som ham, ved at adoptere en orangutang og følge dens udvikling på vej tilbage mod et liv i regnskoven. Adoptér en orangutang her >>


Nyaru Mentengs redningshold

På verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger – Nyaru Menteng – er der tilknyttet et redningshold som flere gange om måneden tager ud og hjælper nødstedte orangutanger. Holdet består af fangere, læger og personer med lokal myndighed. Oftest bliver de kaldt ud for at hente orangutanger, der bliver holdt som kæledyr eller som vandrer hvileløst rundt i ryddede skovområder. Desværre er der stadigvæk mange lokale der ikke ved, at det er ulovligt at holde orangutanger som kæledyr, og derfor er informationsspredning også en vigtig del af redningsholdets arbejde. Læs mere om redningsholdet her >>


Vidste du, at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 300 orangutanger, og de rehabiliterede orangutanger klarer sig lige så godt i regnskoven som deres vilde venner.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>