SOS Borneo opdatering - Knap 50.000 stiklinger klar til udplantning

31-08-2017

Det er ikke altid lige let at producere træstiklinger på Borneo. Inden for de sidste tre måneder har der været massive oversvømmelser og tørke, men takket været en dedikeret indsats fra lokalbefolkningen, ser planterne ud til at overleve og være klar til at blive plantet ud i de kommende måneder.

Svære vejrbetingelser

I juni regnede det så meget på Borneo, at flere af planteskolerne blev oversvømmet og måtte derfor flyttes op til højere beliggende steder. Det er ikke bare gjort ved et snuptag, da der i alt er 47.196 stiklinger, der spirer og skal plantes ud til efteråret, men med en ihærdig indsats lykkedes det at redde dem. Inden de bliver plantet ud, skal brandsæsonen dog lige overstås. Netop nu hærger over 500 skovbrande Indonesien, og det er endnu for tidligt at sige noget om, hvor omfattende de bliver, da brandsæsonen oftest først når sit højdepunkt i september. Læs mere her >>

Heldigvis har Red Orangutangen hjulpet med at oprette frivillige brandpatruljer i de nærliggende landsbyer til udplantningsområdet, og de står derfor klar til at yde en hurtig indsats, hvis brande skulle opstå i området. Læs mere her >>

34 hektar skal genplantes

I alt har de fem lokale planteskoler spiret 47.196 træstiklinger til efterårets udplantning på 34 hektar – svarende til cirka 44 fodboldbaner – genvædet tørvemosejord. Træstiklingerne består af mange forskellige arter, hvoraf flere er frugttræer, der egner sig godt som orangutangføde, mens der også plantes en kritisk truet træart kaldet ’Balangiran’, der har sin oprindelse i Mawas-området.

Tusind tak for din støtte til vores SOS Borneo program, det er takket været din støtte, at vi kan genskabe et af verdens mest unikke økosystemer.



Vidste du at det genudsættelsesprogram Red Orangutangen støtter, er verdens bedste? Siden 2012 har vi genudsat over 300 orangutanger, og de rehabiliterede orangutanger klarer sig lige så godt i regnskoven som deres vilde slægtninge.

Læs mere om Red Orangutangens arbejde >>


Se dokumentar om Red Orangutangens regnskovsarbejde nedenfor.