Genudsættelsen af otte orangutanger fra Nyaru Menteng i starten af august var samtidig første gang, at et nyt område i Bukit Baka Bukit Raya National Park blev taget i brug. Vejen dertil er yderst krævende, men stedet er uberørt og rigt på føde.
En rejsetid på 19 timer og et udfordrende terræn med stærk strøm i floderne, der er omkranset af store kampsten og stejle konturer.
Det er vilkårene for at nå det nye område ved vanskellet Hiran i Bukit Baka Bukit Raya National Park (TNBBBR), hvor de første otte orangutanger nu er blevet genudsat fra Nyaru Menteng.
Hidtil har destinationen i nationalparken været vanskellet Bemban med en rejsetid på omkring 15 timer. Men flere udsættelser kræver mere plads.
Mange orangutanger er klar til et liv i regnskoven
Området ved Hiran er nøje udvalgt, fordi det er uberørt med masser af føde til orangutangerne. Stedet giver også de genudsatte orangutanger mulighed for at indtage nye territorier, og derudover er det med til at sikre en jævn fordeling af dyrene.
De områder i TNBBBR, der er egnet til orangutanger, dækker i øjeblikket 56.649 hektar af nationalparkens samlede areal på 128.390 hektar. Op til 450 orangutanger vil kunne leve her. Det nye område, som Red Orangutangens partner BOS Foundation nu har fået adgang til, er 29.000 hektar med plads til 241 orangutanger.
Nye indsatser i Bukit Baka Bukit Raya National Park
Indtil nu er 128 orangutanger blevet genudsat i TNBBBR, men der bliver hele tiden arbejdet på at finde flere egnede regnskovsområder i både Central Kalimantan og Øst Kalimantan til de mange orangutanger, der fortsat er i pleje på de to rehabiliteringscentre.
De otte nye orangutanger i TNBBBR
Det var tre hanner og fem hunner, der for nylig forlod Nyaru Menteng for at begynde et nyt liv i naturlige omgivelser i regnskoven.
Jack, Lasa, Lyeka og Pandaran kom afsted den 30. juli og blev genudsat den følgende dag, mens Romeo, Melisa, Tingky og Trixie begyndte deres rejse den 1. august. Dagen efter nåede de også frem.
Genudsættelsen faldt sammen med World Nature Conservation Day, og lige nu er det også sæson for skovbrande. Derfor sender direktør for BOS Foundation, Dr. Jamartin Sihite, et budskab om behovet for samarbejde med omverdenen.
– Hvis vi ser tilbage på (skovbrandene i) 2015, var der et stort antal orangutanger, der kom til rehabiliteringscentrene. Det inkluderede 25 helt små orangutanger og en blind orangutang, som vi aldrig vil være i stand til at sende tilbage til dens naturlige levested. Det skal stoppe. Problemet med skovbrande kan løses, hvis vi arbejder sammen, understreger Jamartin Sihite.
I forbindelse med denne genudsættelse arbejdede BOS Foundation igen sammen med Central Kalimantan Natural Resources Conservation Agency (BKSDA), myndighederne i Bukit Baka Bukit Raya National Park (TNBBBR) og USAID LESTARI.