Det er ikke altid let at identificere orangutanger i regnskoven. Det ved post-monitoreringsholdene, der observerer de genudsatte orangutanger, alt om.
I slutningen af januar var monitoreringsholdet i Kehje Sewen-skoven på deres jævnlige tur rundt i området. Her spottede de en hun-orangutang med en lille unge! De tænkte, at det måtte være orangutangen Signe, som blev genudsat i december 2016.
Godt nok var de lidt i tvivl, for orangutangmoderen havde ikke præcis de fysiske karaktertræk, som Signe havde. De kunne heller ikke identificere via radiosender.
Orangutangungen var dog et klart kendetegn, og Signe var den eneste orangutang, som holdet havde observeret med en unge på det seneste.
Læs også: Genudsat mor har født en unge i friheden
Holdet observerede orangutang og unge og nedskrev data, hvorefter de tog tilbage til deres lejr. Da de så på de billeder, de havde taget, blev de dog ret forvirrede. Hun-orangutangen havde fremtrædende bækkenknogle, sparsomt hår og en stor mave. De blev klar over, at dette umuligt kunne være Signe – for sådan ser hun slet ikke ud.
Et af de mere erfarne medlemmer af monitoreringsholdet kunne dog identificere orangutangen som Ajeng. En hun-orangutang, som blev genudsat i 2015. Dyrlægerne bekræftede, at Ajengs fysiske karateristika stemte overens med orangutangen på billederne.
Det betød jo, at der var blevet født en helt ny orangutangunge i Kehje Sewen! Det er fantastiske nyheder, som fortæller at Ajeng klarer sig godt i regnskoven, og at orangutangbestanden vokser.
Monitoreringsholdet søger fortsat efter Ajeng i skoven i håb om at monitorere hendes sundhedsstatus og finde ud af, hvilket køn den lille ny har.