Weekenden har budt på en lang række internationale nyheder og medieomtale om en kontroversiel reklame for det engelske supermarked, Iceland Food, som led i deres lancering af palmeoliefri produkter. Reklamen er en tegnefilmsfortælling om presset på den kritisk truede orangutang, grundet den omfattende rydning af regnskoven til fordel for palmeolieplantager. Tegnefilmen er produceret af Greenpeace. Red Orangutangen genkender problemstillingen og støtter budskabet om en mere bæredygtig produktion af palmeolie og stop for yderligere rydning af orangutangens levesteder.
”Tegnefilmen sætter fokus på det vigtige budskab om den kritisk truede orangutang og rydningen af dens naturlige habitat – regnskoven. Filmen er i sig selv relevant og formidler et vigtigt emne på en effektiv måde. Vi anerkender palmeolieindustriens historiske og negative indvirkning på orangutangen, men et boykot løser ikke problemet. Til gengæld bør palmeolieindustrien presses til en bæredygtig produktion af palmeolie med stop for yderligere afskovning af regnskoven, og beskyttelse af den kritisk truede orangutang,” udtaler Hanne Gürtler, direktør for Red Orangutangen.
Problemstillingen omkring palmeolie er kompleks, da der er flere sider til sagen om hvorvidt palmeolie er godt eller skidt. Dette understreges også i den store dækning og analyse, der har været på bagkant af tv-reklamen:
”… simply removing it (palm oil) from the food chain doesn’t mean it will help to tackle deforestation. “Oil palm in itself is no better or worse than other crops,” says Douglas Sheil, an ecologist at Norwegian University of Life Sciences. “Pineapples, chocolate, coffee, bananas, cane sugar, soya, coconuts, vanilla and so on, also beef cattle, also replace tropical forests.”
Citatet er fra nyhedsmagasinet Wired d. 12. november. Deres artikel, som fint beskriver kompleksiteten, kan læses her >>
Oliepalmeplantager i Indonesien og Malaysia står for over 90 % af verdens produktion af palmeolie, og på Borneo alene anslås mere end 13 millioner hektar land af være allokeret til palmeolieformål i 2015.
Se den omtalte orangutangfilm/reklame via youtube her>>
(Topfoto credit: Billede fra Greenpeace’s oprindelige kampagnefilm om orangutangen Rang-tan)