Orangutangers adfærd tyder på, at de har komplekse følelser. Dette område er ikke så let at forske i, men en række adfærdsobservationer peger på, at orangutanger kan vise empati og forstå andres følelser. Dette er der også eksempler på fra Nyaru Menteng.
En af verdens førende forskningsinstitutioner inden for primater er Yerkes National Primate Research Center ved Emory University i USA. Mange af centrets studier har gentagne gange vist, at aber reagerer, når andre individer oplever ubehag. Det gælder også for konflikter, sorg og utallige andre følelsesmæssigt udfordrende situationer, som man tidligere troede, kun var forbeholdt mennesker.
Også fra vores partnerorganisation BOS Foundation er der eksempler på, at orangutanger tydeligt har udvist det, vi ville kalde for empati.
Vil du adoptere en orangutang? Læs mere her
Mama Eva blev overøst med krammere
En sådan begivenhed opstod, da en dyrepasser, Mama Eva, fik kastet en gren i hovedet af en orangutang, der nægtede at komme ned fra træerne. Grenen forårsagede et snitsår, der blødte, og dyrepasseren få en forbinding på.
Næste dag på arbejdet havde Mama Eva stadig ondt på grund af såret og valgte derfor at holde øje med skovskoleeleverne på lidt længere afstand end normalt. Hun græd på grund af smerten, og dette lagde en orangutang mærke til. Han gik så hen og gav hende, hvad der lignede en omfavnelse, som om han forstod, at hun havde det skidt. Hans adfærd blev bemærket af andre orangutanger, og de fulgte efter og kom ned fra træerne for også at kramme Mama Eva.
Det hele førte til, at dyrepasseren fik al opmærksomheden, og hendes kolleger måtte simpelthen afslutte dagens undervisning tidligt. På vejen tilbage til hovedanlægget valgte alle orangutangerne at gå sammen bag Mama Eva.
Læs også: Orangutangerne flytter: Velkommen til NM2!
Du adopterede en unge
Ved en anden lejlighed valgte orangutangen Du, som er hentet hjem til Borneo fra Thailand, at adoptere en forældreløs unge og opdrage den, som om den var hendes egen.
Selvom tilfælde som disse giver stor indsigt i orangutangers potentiale for empati, er yderligere forskning nødvendig for fuldt ud at forstå omfanget af deres følelsesmæssige natur i forhold til mennesker og andre primater.
Billedet øverst i denne artikel viser dyrepasseren Leta. Det er taget af BPI.