Fredag den 21. marts blev et nyt kapitel i orangutang-bevarelse åbnet, da det nye Nyaru Menteng Center på Borneo blev indviet med deltagelse af den indonesiske minister for skov.

Med en række nye, forbedrede faciliteter og special-designs tager det nye center et kæmpe skridt fremad i indsatsen for pleje- og rehabilitering af orangutanger – ikke kun for de dem, der en dag skal tilbage i den vilde natur. Centeret rummer nemlig også seks nye beskyttede ø-universer for de orangutanger, der af forskellige årsager som f.eks. handicap eller sygdomme aldrig vil kunne blive genudsat til et frit, selvstændigt liv.

Forbedrede faciliteter til berigelse, pleje og træning

De nybyggede bygninger og opdaterede faciliteter løfter orangutang-rehabilitering til helt nye standarder. Med nyt udstyr, større bure, en topmoderne dyrlægeklinik og udvidede faciliteter, tilbyder centeret orangutangerne forbedrede berigelsesaktiviteter, der hjælper med at styrke deres naturlige instinkter. Dette spiller en afgørende rolle i forberedelsen af orangutangerne til den dag, de skal vende tilbage til deres naturlige habitat.

En af de mest markante forbedringer er den nyrenoverede skovskole, hvor orangutangerne tilbringer meget af deres tid med at lære de nødvendige færdigheder for at overleve i den vilde natur. Skovskolen er blevet fuldstændig nytænkt og har trukket på mange års erfaring og feedback, hvilket har ført til forbedrede sikkerhedsforanstaltninger, pleje og træningsmetoder. Disse opgraderinger sætter en ny standard for orangutang-rehabilitering og sikrer, at de forældreløse orangutanger får de bedste chancer for at trives i det vilde, når de en dag bliver genudsat.

Unge orangutanger udforsker skovskolens nye faciliteter. Foto: BOSF

Potentiale for fremtidig udvidelse

Den nye placering er betydeligt større end den tidligere, hvilket giver orangutangerne mere plads til at bevæge sig, udforske og interagere med hinanden i et naturligt miljø. Da centeret er fuldt ejet, drevet og administreret af Borneo Orangutan Survival Foundation (BOSF), åbner det op for fremtidig udvidelse, hvilket sikrer orangutangernes sikkerhed og velfærd i mange år fremover.

Udvidelse af de beskyttede ø-universer

Som en del af den første udviklingsfase oprettes seks nye ø-universer ved Nyaru Menteng II. Disse øer vil give orangutanger, der af forskellige årsager ikke kan genudsættes, et overvåget miljø, der så meget som muligt vil opleves som et frit liv. Der er planlagt flere øer i fremtiden med målet om at få alle såkaldte ’unreleasable’ orangutanger ud af lange liv i bure og genudsat i stimulerende omgivelser.

Læs mere om arbejdet med orangutanger, der ikke kan genudsættes

Solenergi og bæredygtighed

På grund af centerets afsides beliggenhed med begrænset strøm fra elnettet er solenergi den mest bæredygtige og effektive løsning for centerets energibehov. Strøm fra rene, vedvarende energikilder sikrer, at centeret vil fortsætte med at fungere i mange år fremover, samtidig med at det bidrager til bevægelsen mod en grønnere og mere bæredygtig fremtid.