Skovbrande skal bekæmpes hurtigt og med alle midler. Et af de mest effektive redskaber til forebyggelse af skovbrand, er dronen.
Skovbrand udgør et stort problem. Ikke kun for orangutangen, men for os alle sammen. Den enorme udledning af CO2 der er forbundet med de stadigt flere skovbrande verden over, udgør en voksende trussel, som vi bliver nødt til at konfrontere og gøre noget ved.
Borneos regnskov er særligt sensitiv overfor skovbrand. Den vokser for en stor dels vedkommende på såkaldt tørvemose. Tørvemoseskovbunden er op til 20 meter dyb, og består af en gennemvædet iltfattig sump, der har den egenskab, at den kan lagre enorme mængder CO2.
Når tørvemoseskoven fældes og drænes, som det bl.a. sker i forbindelse med minedrift, ny infrastruktur, monokulturplantager eller nytteløse forsøg på at dyrke ris, kollapser tørvemosen og frigiver store mængder CO2.
Og går der først ild i den nu drænede tørv, kan den brænde i ufatteligt lang tid.
Verdens største CO2 udleder
I 2015 var Indonesien i en periode verdens største udleder af CO2!
Over dobbelt så meget som Kina. Over 4 gange så meget som USA, udledte Indonesien i det tidsrum hvor brandene stod på. Det er i sig selv en chokerende historie, der slet ikke har nydt nok mediebevågenhed.
Droner kan gøre en forskel
At forebygge skovbrande, er et område som Red Orangutangen prioriterer højt. Vi skal have et velfungerende beredskab på plads i nærområderne, hvis vi skal undgå de allermest katastrofale konsekvenser, for både orangutangen og os selv.
Derfor er Red Orangutangen og vores partnere involveret i træning af lokale landsbybeboere i betjening af droner.
Droner kan overflyve og filme store skovområder. De kan afsløre ulovlig skovhugst, monitorere vilde orangutanger, og de kan med stor akkuratesse identificere potentielle arnesteder for skovbrand.
I år forventes El Niño, som er et særlig varmt verdensomspændende vejrfænomen, at øge temperaturerne over hele planeten og dermed også risikoen for skovbrande voldsomt. Derfor er det ekstra vigtigt, at være så meget på forkant som muligt.
Således har vores partnere BOS Tyskland og Schweiz, over længere tid foretaget teamkapacitetsopbyggende aktiviteter med udgangspunkt i dronen WingtraOne, som BOS Tyskland har doneret.
Aktiviteterne omfatter grundlæggende teknisk træning i betjening af droner.
Red Orangutangen har selv bekostet en drone der bl.a anvendes til monitorering af ulovlig skovhugst, men hovedformålet med denne nye fælles drone-indsats er, at give BOS Foundation-teamet mulighed for at bruge dronen til at overvåge naturkatastrofer som ekstrem tørke, oversvømmelser og skovbrande.
Vellykket træning
Den månedlange træning har være opdelt i både online sessioner og offline sessioner.
Landsbybeboere, BOS Foundations Mawas Conservation Program-kortlægningsteam, har deltaget i den detaljerede træning.
“Vi er begejstrede over at deltage i denne aktivitet. På trods af nogle indledende, mindre problemer med enheden, var vi i stand til at løse problemer ved hjælp af de eksisterende værktøjer og vejledningsvideoer,” sagde Alfredoliano, en repræsentant fra Mawas Conservation Program, som med stor iver deltog i undervisningen.
Den grundlæggende træning bliver løbende fulgt op med samtaler, for at maksimere funktionen og brugen af dronen.
Forebyggelse af skovbrand ved hjælp af droner, er bare et af mange forskellige tiltag, der tilsammen udgør Red Orangutangens store samlede indsats for at redde både orangutangen, dens habitat og til syvende sidst os selv.
En indsats der kontinuerligt står på skuldrene af vores uvurderlige støtter. Er du ikke en af dem, kan du blive det her.