Sidste sommer blev verdens hidtil eneste kendte albino-orangutang reddet efter den ulovligt var blevet holdt som kæledyr. Et afgrænset regnskovsområde, lavet specielt til Alba i samarbejde med vores indonesiske partner, er så småt ved at være klar til Alba og tre af hendes venner.

Den 29. April 2017 gik billederne og historien om redningen af den hidtil eneste kendte eksemplar af en albino-orangutang verden rundt. Siden da er den blevet passet og plejet på orangutangcentret Nyaru Menteng, som Red Orangutangen er den største donor til. Det er derfor med stor glæde, at vi nu kan meddele, at Alba  er ved at være klar til næste fase.

”Vi er rigtig glade for at Alba har vist stor fremgang, mens hun har været på centret og nu er klar til at vende tilbage til et liv i friheden i regnskoven. Til det formål er vi ved at færdiggøre udgravningen af en regnskovsklædt ø til hende og nogle af hendes venner” fortæller Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler, der i november besøgte Alba på centret og beskriver hende med følgende ord.

”Hun er en meget nysgerrig og selvsikker orangutang, der heldigvis har bevaret nogle af sine vilde træk til trods for at hun blev reddet fra en trist tilværelse som kæledyr” fortæller hun.

Fremtidigt regnskovshjem på en ø
Alba er på trods af sin semi-vilde opførsel vurderet til ikke at kunne klare sig på egen hånd i regnskoven, da hendes symptomer for albinisme blandt andet inkluderer nedsat syn og hørelse, og en ekstra stor risiko for hudkræft.

Derfor har vores indonesiske partner, BOS Foundation, besluttet, at den bedste løsning er give hende naturtro omgivelser et sted hvor vi kan holde øje med hende i tilfælde af, at hun har brug for hjælp. Til dette formål har vi etableret en ø i et regnskovsområde, og det er her, hun fremover vil skulle finde sin egen føde og leve som en næste vild orangutang. Arbejdet med udgravningen af øen er nu færdig, og det er derfor blot de sidste tilføjelser til øens infrastruktur, der skal færdiggøres.

Ulovlig kæledyrshandel er et stort problem
Albas triste historie med at være blevet indfanget i regnskoven for at blive holdt som kæledyr er desværre ikke enestående. Hvert år estimeres det, at op mod 500 orangutanger handles på det sorte marked og op til fire gange flere dør i tilfangetagelsesprocessen.

”Den ulovlige handel med orangutanger dræber tusindvis af orangutanger, og det er vigtigt at forebygge den såvel som at hjælpe orangutanger ligesom Alba, der allerede er blevet indfanget” forklarer Hanne Gürtler.

Ifølge international og indonesisk lovgivning er det ulovligt at holde orangutanger som kæledyr, da de er kritisk truede. Borneos orangutang ændrede i 2016 status fra ”truet” til ”kritisk truet” på IUCN’s liste over truede dyrearter, da det forventes, at 86 procent af Borneos population vil være forsvundet i 2025 på grund af skovrydning og illegal handel med dem.

Kontaktinformation
For yderligere information eller opklarende spørgsmål, kontakt direktør Hanne Gürtler på tlf: 29 87 07 26 eller hg@savetheorangutan.org

Du kan hjælpe med at redde den kritisk truede orangutang ved at adoptere en orangutang, og følge dens vej tilbage til regnskoven.