Monitoreringsholdet stødte på en helt særlig orangutang sidste uge: Nemlig verdens eneste registrerede albino-orangutang Alba, som blev genudsat under stor mediebevågenhed i december 2018.
I april 2017 skete noget historisk. En helt særlig orangutang blev reddet fra et liv som ulovligt kæledyr i en landsby i Central-Kalimantan. Denne orangutang skilte sig ud fra sine orange kammerater – den var helt hvid og havde blå øjne. Orangutangen, Alba, var en albino-orangutang, og det var første gang, man nogensinde havde observeret sådan en.
Det var derfor med hele verdens øjne rettet mod Alba, at hun blev genudsat i december 2018 i nationalparken TNBBBR af vores indonesiske samarbejdspartner BOS Foundation og BDSKA, som også reddede hende knap to år tidligere.
Nu har vi gode nyheder fra regnskoven. Alba blev nemlig for nyligt observeret af det monitoreringshold, der var på arbejde i området for at sikre sig, at de tre orangutanger, der blev genudsat i sidste uge, har det godt. Alba havde fundet frem til sin gamle kammerat, Unyu, som var blandt de nyligt genudsatte orangutanger. De to genkendte tydeligvis hinanden fra deres tid sammen på Nyura Menteng.
Læs også: Into the Wild: tre orangutanger bliver sat fri
Alba klarer sig i skoven
Det hjertevarme møde mellem Alba og Unyu bekræftede konklusionen på tidligere monitorering af Alba: Hun trives i regnskoven.
”I slutningen af 2019 viste vores observationer, at Alba, i gennemsnit, brugte 56,5 % af sine aktive timer på at spise, 27,2 % af sin tid på at bevæge sig fra sted til sted, 13,8 % af tiden på at hvile sig og 2,2 % af tiden på andre ting såsom at bygge redde eller sociale interaktioner,” fortæller BOS Foundations direktør Jamartin Sihite.
Det betyder, at hun er i stand til at gøre de ting, man skal kunne som vild orangutang, og dermed tyder alt på, at hun godt kan klare sig i regnskoven.
Læs også: Opdatering fra TNBBBR: Alba har det godt
Skulle leve som en vild orangutang
Efter Alba blev reddet af BOS Foundation og BDSKA, var hun i omkring to år i rehabiliteringscentret Nyaru Mentengs varetægt. Nyaru Menteng bliver drevet af BOS Foundation, og Red Orangutangen har gennem støtten til centerets drift været med til at sikre Alba de bedst mulige forhold på centeret. Under sit ophold på Nyaru Menteng udviste Alba vild adfærd, og det vurderes, at hun nåede at leve med sin mor i regnskoven i 4-5 år, før hun blev fanget.
Af disse grunde vurderede den indonesiske regering – som er den overordnede myndighed for forvaltning af Indonesiens dyreliv – at hun skulle have chancen for et liv i frihed i den vilde natur. Der blev dog alligevel gjort en ø klar, som hun kunne bo på, hvis den jævnlige monitorering af hende viste, at hun ikke var i stand til at klare sig i naturen. Det tyder heldigvis på, at den ø i stedet kan blive brugt til andre orangutanger.
Læs også: Alba – verdens eneste albinoorangutang – genudsættes
Jamartin Sihite gør det klart, at monitoreringen af Alba fortsætter den næste tid:
”Alba blev senest observeret i februar i år, og vi vil fortsætte med at observere hende jævnligt i den umiddelbare fremtid,” forklarer Jamartin Sihite.