Europa-Parlamentet vedtog i slutningen af april en lov, som skal bekæmpe afskovning. Virksomheder skal nu dokumentere, at de varer, de importerer til det europæiske marked ikke kan sættes i forbindelse med rydning eller forringelse af skov.
Det er en kendt sag, at vores forbrug i Vesten medvirker til at skov bliver fældet – også på Borneo. Men i fremtiden vil salg af varer som chokolade, møbler, oksekød eller sko med mindre sandsynlighed have afskovning på samvittigheden. I hvert fald hvis det står til Europa-Parlamentet.
De har nemlig godkendt en ny lov, der forbyder salg af råvarer og produkter i EU, der stammer fra områder, som siden 2021 har oplevet afskovning eller skovforringelse. Helt konkret drejer det sig om palmeolie, soja, kvæg, kaffe, kakao, tømmer og gummi samt produkter som indeholder disse råvarer.
Det betyder, at virksomheder nu skal dokumentere, at de produkter som de importerer eller eksporterer ikke har medvirket til, at skov er blevet ødelagt. Lever de ikke op til kravene, vanker der bøder.
”Det er positivt, at EU har fokus på at bremse afskovning, og at virksomheder i Europa nu bliver nødt til at tage et ansvar. Forhåbentlig kan loven medvirke til at store virksomheder ikke rydder kæmpe regnskovsområder,” siger Red Orangutangens direktør Hanne Gürtler.
Hun er dog alligevel bekymret for, hvilke konsekvenser loven kan få for lokale småbønder, der kun opdyrker små arealer.
”Jeg kan være bekymret for, om loven får konsekvenser for små lokale producenter i blandt andet Indonesien, der kan have svært ved at leve op til tunge dokumentationskrav,” siger hun.
Læs mere om, hvordan vibeskytter regnskoven på Borneo her.
Rydning og forringelse af skov – blandt andet regnskovene på Borneo – har kæmpe konsekvenser for klimaet, lokalbefolkningerne og biodiversiteten. Det er en af de største trusler mod den allerede kritisk truede orangutang.
EU-Parlamentet anslår, at Europa er ansvarlig for omkring ti procent af den globale skovrydning.
Loven mangler stadig at blive godkendt i de enkelte EU-lande, før den kan træde endeligt i kraft.
Vidste du, at du kan støtte vores skovprogram? Læs mere her.