Hvilken udvikling har syv orangutanger, som blev reddet sidste år, været igennem? Læs orangutangernes historier, og hvordan de har det i dag.
Hvert år kommer der nye beboere til de to rehabiliteringscentre Nyaru Menteng og Samboja Lestari, som bliver administreret af vores indonesiske partner BOS Foundation. Det er forældreløse eller nødstedte orangutanger, som er blevet reddet og har brug for pleje.
2021 var ingen undtagelse. Vi har fortalt om flere af de nyeste skovskoleelever i løbet af sidste år, og nu synes vi det er på tide, at I får en opdatering på, hvordan det går med dem alle.
Hvis du vil støtte orangutangerne på rehabiliteringscentrene, kan du adoptere en orangutang her.
Nyaru Menteng rehabiliteringscenter for orangutanger, Centralkalimantan
Ramangai: Den selvstændige
Ramangai blev reddet den 2. marts 2021. Han var på det tidspunkt 6,5 måneder gammel og vejede 2,6 kg. Da han kom til Nyaru Menteng havde han ar på din venstre arm og højre lår, og huden på hans fingre skrællede af. Han var i øvrigt voldsomt dehydreret, havde feber og var for svag til at bevæge sig.
Det har heldigvis ændret sig siden. I dag er han ikke bare rask – hans selvstændighed og selvtillid er også vokset betydeligt! Han undersøger, leger og klatrer i (ikke alt for høje træer) helt selv.
Selv når han engang imellem er sløj, stopper det ham ikke fra at gå på eventyr i skovskolen. Han elsker blandt andet at lege i de mange mudderpøle, som beklæder skovskolen i regnsæsonen.
Onyer: Krammeren
Onyer kom til Nyaru Menteng, efter at en indbygger i en landsby afleverede ham til myndighederne. På det tidspunkt var lille Onyer 8 måneder gammel og vejede 2,25 kg.
Landsbyindbyggeren fortalte, at han havde fundet Onyer alene uden sin mor ved en guldmine, da han var på vej hjem fra arbejde den 19. januar 2021. Han blev leveret til myndighederne (BKSDA) den 25. februar.
I dag er Onyer legesyg, har stor selvtillid og kan være en smule aggressiv. Han kan godt finde på at angribe dyrlæger eller kommunikationsmedarbejdere, og han bliver let distraheret af nye mennesker. Når han føler sig truet løber han over til en af de dyrepassere, som han føler sig tryg ved for at få et kram.
Onyer er virkelig glad for mælk, og han er stille og roligt ved at lære at klatre i træer sammen med sin kammerat Aiko. Han er også ret glad for at kigge ind i kameralinser – der findes mange billeder af ham, hvor han beundrer sit eget spejbillede!
Læs også: Mød Nyaru Mentengs tre nyeste beboere
Aiko: Klatreren
Aiko blev indleveret af en beboer i en landsby den 23. marts 2021. Hun så en smule tynd ud, vejede 2,95 kilo og blev estimeret til at være omkring 8,5 måneder gammel.
Aiko blev efter sigende fundet alene i landbyboerens have. Landbybeboeren havde hørt en hund gø lige inden de fandt hende og gættede derfor på, at hun var blevet adskilt fra sin mor, efter at en hund havde jagtet hende.
Aiko har det i dag skønt. Hun klatrer i træer og leger med de andre. Hun er blevet tætte venner med jævnaldrende Onyer. Aiko eeelsker mælk og plager dyrepasserne om mere, så snart hun er færdig med sin portion.
Når hun har spist frugt og drukket mælk fortsætter Aiko sine eventyr i træerne. Hun er allerede langt bedre til at klatre end de andre jævnaldrende orangutanger. Hun er også ret selvstændig og god til at socialisere. Alt sammen rigtig gode tegn på udvikling for Aiko!
Aiko fik i øvrigt sit navn efter en international navnekonkurrence.
Samboja Lestari rehabiliteringscenter for orangutanger, Østkalimantan
Feruza: Stræberen
Feruza blev reddet af myndighederne BKSDA og efterfølgende bragt til Samboja Lestari rehabiliteringscenter den 24. november 2021.
Hun blev fundet i skoven af en mand ved navn Rio, som fortalte, at han havde spottet hende sidde ved siden af sin døde mor. Moderen var gået i en vildsvinefælde, og det var endt fatalt for hende.
Rio tog sig af lille Feruza i omkring to måneder, før han overleverede hende til myndighederne. Hun var omkring 12 måneder gammel, da hun kom til Samboja Lestari. Hun så ud til at være traumatiseret – hendes øjne var konstant våde, og hun klamrede sig til dyrepasserne, når hun blev bange.
Efter fire måneder er Feruza nu blevet langt mere aktiv. Hun er en klog lille en, og hun elsker at klatre rundt i træerne. Hun leger især med Ruby, og når hun sidder for sig selv, spiser hun ofte naturlig føde såsom frugt. Det er dejligt at se, at hun allerede er ved at få gode og naturlige vaner.
Galaksi: Frugtelskeren
Galaksi blev fundet alene nær en motorvej af en mand ved navn Herman. Han var heldigvis klar over, at det er ulovligt at beholde en orangutang, så han kontaktede hurtigt myndighederne.
Galaksi kom til rehabiliteringscentret Samboja Lestari den 9. august 2021 i et transportbur for katte. Dyrlægerne undersøgte ham, og han fik mælk at drikke. Han var omkring 7 måneder gammel og vejede sølle 2,4 kg. Han havde dog heldigvis ingen skader.
Siden er Galaksis vægt steget betydeligt, og han kan nu prale af hele 8,9 kg! Han elsker mælk og drikker hver en dråbe. Han er også vild med frugt, som for eksempel dragefrugt og bananer.
Galaksi er blevet til en klog orangutang, som kan lide at lege i skoven og klatre i træerne. Hvis han ser en fremmed klatrer han straks ned og løber hen til en dyrepasser, så han kan føle sig tryg.
Gami: Den stille
Den voksne orangutang Gami blev fundet på en virksomheds grund, hvor han var blevet set ved flere forskellige lejligheder. Han vandrede hvileløst rundt og havde tilsyneladende ikke bygget en rede i omkring seks måneder.
Han blev til sidst reddet af myndighederne (BKSDA), som bragte ham til Samboja Lestari den 3. november 2021. Han var tydeligt undervægtig og viste sig da også kun at veje 58 kg, selvom han blev estimeret til at være omkring 20 år. Han kom straks i karantæne på rehabiliteringscentret.
Gami gennemgik behandling på centret, men alle resultater fra helbredsundersøgelserne er ikke på plads endnu. Hans krop ser dog langt bedre ud, og han spiser lystigt den føde, han får tilbudt.
Gami er aldrig aggressiv. Faktisk undlader han kontakt til mennesker, han ikke kender i forvejen ved at kravle op i toppen af det store bur, når en fremmed nærmer sig.
Uli: Social media-stjernen
Uli er en orangutang på omkring 21 år. Han blev reddet af en landsbybeboer og gik viralt på sociale medier, da folk fandt ud af, at en venlig orangutang havde forladt skoven og bevæget sig ind i en landsby. Han var så venlig, at de lokale gav ham frugt at spise.
Da videoen af Uli spredte sig på de social medier, skyndte myndighederne BKSDA sig til landsbyen. Uli kom til Samboja Lestari rehabiliteringscenter den 11. juni 2021. Her viste helbredsundersøgelsen, at han vejede 79 kg, samt at hans helbred var relativt godt. Det hold, der undersøgte ham fandt dog også to mikrochips i hans krop, hvoraf den ene var registreret i Samboja Lestaris opgørelse over orangutanger. Det viste sig, at Uli kom til Samboja Lestaris tidligere rehabiliteringscenter i 1998 og blev genudsat i 1999, da han var ung.
Uli opholder sig nu i socialiseringskomplekset, hvor han er ganske rolig og ikke opfører sig aggressivt. Han spiser som han skal og leger med blade. Han opholder sig ofte øverst i buret, hvor han kan holde øje med dyrepassere og teknikere, imens de arbejder.