Lige inden 2019 rinder ud, er årets sidste orangutanger blevet sat fri. Denne gang har 9 orangutanger gennemført rehabiliteringen, mens to orangutanger, der blevet reddet tidligere på året, nu er flyttet tilbage i deres skov.
Da der for sidste gang i år blev åbnet for burene, og 11 orangutanger ivrigt klatrede op i nærmeste træ, var det konklusionen på en særlig lang rejse for tre af dem.
Orangutangerne Suja, Warna og Malee er nemlig nogle af de orangutanger, der er blevet smuglet ud af Indonesien – sandsynligvis for at blive del af underholdningsindustrien i Thailand. Siden er i de heldigvis blevet bragt tilbage til Indonesien, hvor de blev har boet på rehabiliteringscentret Nyaru Menteng.
Nu har de trænet sig så dygtige, at de i sidste uge blev sat ud i nationalparken Bukit Baka Bukit Raya National Park (TNBBBR) sammen med 6 andre rehabiliterede orangutanger og to orangutanger, der er blevet flyttet til et mere trygt område.
Denne genudsættelse betyder, at 76 orangutanger har gennemført rehabiliteringen i år. Det totale antal genudsatte orangutanger er dermed oppe på hele 462 siden 2012.
Læs også: 17 orangutanger har fået deres frihed på to uger
Orangutanger bliver turist-underholdning
Når orangutanger bliver smuglet til f.eks. Thailand bliver de ofte brugt til at underholde turister i dyreshows og andre former for ulovlig underholdning. Aberne har derfor ofte traumer, som kræver en særlig stor indsats fra de ansatte på rehabiliteringscentre.
I 2006 kom den 4-årige hun Suja til Nyaru Menteng, efter at myndighederne havde krævet hende og 46 andre orangutanger tilbage fra Thailand. Syv år senere fik Suja en lille unge. Desværre var hun endnu ikke i stand til at klare moder-rollen, så lille Syahrini kom i stedet i Nyaru Mentengs vuggestue, hvor dyrepasserne tog sig af hende. Men da Suja kom til Ø-universitet og her – den 18. februar i år – fødte lille Bella, var hun heldigvis i stand til at tage sig godt af hende. Bella er en af de orangutang-unger, der nu kommer ud i regnskoven.
Et stort rehabiliteringsarbejde
Også Warna og Malee, der i 2015 i selskab med 12 andre orangutanger blev bragt hjem til Indonesien, har gennemgået en positiv udvikling. Malee var 2,5 år, da hun i 2016 kom til rehabiliteringscentret, mens hendes mor, Warna, var hele 12 år. Alligevel er rehabiliteringen lykkes.
”Vi er nødt til at undgå fremtidige sager i stil med Warna og Malees. Vi måtte arbejde hårdt med at få dem tilbage til deres oprindelsesland og rehabilitere dem, før de nu endelig kan vende tilbage til deres regnskovshjem,” siger Dr. Ir. Jamartin Sihite, som er direktør i BOS Foundation, Red Orangutangens samarbejdspartner på Borneo.
Det er utrolig positivt, at orangutangerne fra Thailand er blevet vurderet klar til livet i regnskoven. Det betyder nemlig, at der stadig er håb for nogle af de orangutanger, der er ofre for smugling. Men krævet mange kræfter at nå dette resultat, og det kan kun lade sig gøre, hvis orangutangen stadig er i stand til at lære og udvikle de evner, som er nødvendige for en vild orangutang.
Læs også: Orangutanger er ikke kæledyr
Sapat blev fundet med 67 kugler i kroppen
I sidste uge blev de tre orangutanger genudsat sammen med to små unger, der er født på Nyaru Menteng (Bella og Hadijah), og fire orangutanger, der har gennemgået et traditionelt rehabiliteringsforløb (Fungky, Baim, Hilda og Franky).
De har gennem flere års træning på rehabiliteringscentret lært egenskaber som er nødvendige for at klare sig selv som vild orangutang – bl.a. at bygge rede for natten, at skaffe føde og klatre i træer.
De resterende to aber, der netop har påbegyndt livet i de fredede trækroner, tæller ikke med som genudsatte. De er nemlig allerede vilde orangutanger, der er blevet reddet fra oliepalmeplantager, og nu har samlet styrken til at blive sat fri et mere trygt sted i naturen.
Blandt dem er han-orangutangen Sapat, som vi for to måneder siden kunne fortælle var blevet fundet i en oliepalmeplantage med 67 kugler i kroppen. Han er siden blevet behandlet på Nyaru Menteng. En behandling som nu har båret frugt – Sapat er klar til at vende tilbage til sit hjem i regnskoven.
Læs også: Skovbrande tvang Sapat ud i konflikt med mennesker
En succesfuld genudsættelse
Årets sidste genudsættelse blev delt op i to ture til nationalparken TNBBBR. Hver tur krævede 20 timer i bil og båd med jævnlige stop, så dyrlæger kunne sikre sig, at orangutangerne havde det godt. Genudsættelsen skete som et samarbejde mellem BOS Foundation, TNBBBR og Central Kalimantan Natural Resources Conservation Agency (BKSDA).
De fire hanner og syv hunner – heraf tre mor-datter-par – kravlede hver og en direkte op i nærmeste træ, da deres bure blev åbnet. Tydeligvis klar til at nyde friheden.
Vi ønsker dem held og lykke med livet i regnskoven.